Opbygning

Hvordan vi kom i gang

Der blev startet med at fastlægge hvad vi ville og hvordan:


Prioritering

Ved ethvert projekt, der indeholder ukendte elementer er det nødvendigt at prioritere en række parametre eller aspekter i forhold til hinanden. Ikke alle kan være lige vigtige. Det er en fremgangsmåde, der anvendes i udviklingsprocessen på Danfoss. Den typiske metode er at identificere 5 parametre, prioritere dem efter betydning og lade den sidste være den fri parameter, hvor der kan afviges fra planen, når vanskeligheder opstår.
Prioriteringen skal forstås på den måde, at hver gang to parametre konkurrerede, skulle den parameter, der stod højest, nyde fremme.
Her blev følgende parametre valgt til at afspejle målsætningen, nemlig at illustrere den funktionelle værdi af båden som en indgang til en øget forståelse af datidens samfund og samtidigt bidrage til den stadig voksende forståelse af udviklingen af bådkonstruktioner i oldtiden.
Det var imidlertid ikke sådan, at vi valgte disse parametre, inden vi gik i gang. De opstod gennem en organisk udvikling over de første par år.

Kvalitet i alle aspekter af projektet.
Seriøsitet i valg af løsninger.
Repræsentation af de seneste tolkninger.
Dokumentation af alle handlinger og valg.
Tidsforbrug til bygning af båden.

De fem parametre er anbragt i prioritetsorden, og deres indhold er illustreret nedenfor. Lad os imidlertid først vise et eksempel på virkningen af prioriteringen.
Vi skulle på et tidligt tidspunkt vælge hvilket materiale, bådens planker var syet sammen med. Tro mod parameteren Seriøsitet studerede vi litteraturen for at se hvilke materialer, der typisk var anvendt til snore i jernalderen. Det syntes som om snore fremstillet af lindebast var meget anvendt i hele oldtiden. Konservator G. Rosenberg, der havde udgravet båden i 1922 og beskrevet og tolket fundet i 1937, havde foreslået lindebastsnore, ikke mindst fordi der var fundet et bundt snore af dette materiale som en del af fundet. Nogle snore blev fremstillet og en trækprøve viste tilstrækkelig styrke.
De seneste tolkninger, udført af Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser (NMU) antydede imidlertid, at anvendelsen af birkerødder kunne være en løsning. Argumentationen for denne sidste løsning syntes os imidlertid ikke overbevisende, hvorfor vi til sidst fastholdt lindebastsnore som den valgte løsning.
Et eksempel på en anden prioritering end den her valgte kan aflæses i bogen ”Roar Linde”, hvor en spejdertrop i 1971 byggede en kopi af Hjortspringbåden sammen med folk fra Vikingeskibshallen i Roskilde.
Her må prioriteringen have våret (hvis vi bruger de samme fem parametre):

Tidsplan (og penge)
Værktøj
Dokumentation
Kvalitet
Seriøsitet

Resultatet blev en båd, der var en halv meter smallere end den, fundet angiver, med “bedrøvelige” horn og med en meget grov finish, formodentlig fremstillet til 1/10 af prisen for Tilia. Resultater fra afprøvningen foreligger ikke offentliggjorte.
Forskel i prioritering giver afgørende afvigelser i løsninger.

Kvalitet

Denne parameter blev den væsentligste gennem hele forløbet af projektet,

Det er svært at sjuske, når Arne står ved siden af.
Det er svært at sjuske, når Arne står ved siden af.
Foto: H.P. Rasmussen

i bådbygningen såvel som i de øvrige gruppers arbejde.
En sund accept af bemærkninger fra arbejdsfællen vedrørende kvaliteten af ens eget arbejde udviklede sig og resulterede i et højt niveau af raffinering af båden og dens detaljer.
Den samme effekt havde de månedlige møder, hvor forsamlingen med “hjertelig bramfrihed” kommenterede de enkelte gruppers rapporter.




Seriøsitet

Der blev nedlagt et stort arbejde i fremskaffelsen af tidligere beskrivelser af båd og fund. Disse blev analyseret og diskuteret til bunds. En model af båden i skala 1:10 blev fremstillet. Alle detaljer af båden blev drøftet. Dele blev fremstillet med det ene formål at være genstand for diskussioner.

En klampe skæres til ud fra en model, der ligger ved siden af på planken.
En klampe skæres til ud fra en model, der ligger ved siden af på planken.
Foto: H.P. Rasmussen

Baggrunden for valg af løsninger hidrørte ofte fra andre dele af båden eller fra andre både. Nogle få valg var så revolutionerende, at de blev benævnt hypoteser, altså foreløbige teorier, og valgets værdi skulle siden undersøges under afprøvningen af den færdige båd.
Baseret på litteraturen blev værktøj fremstillet, afprævet og ændret.
Der blev gennemført en intensiv øvelsesperiode i træbearbejdning med de fremstillede værktøjer.



Repræsentation

For at sikre, at kopien ville repræsentere den seneste tolkning, fik lauget kontakt til forskellige videnskabsfolk på museer og universiteter. Lauget dannede, hvad vi kaldte vort “Videnskabelige Netværk”. Under hele projektet blev disse videnskabsfolk kontaktet løbende gennem telefon og ved besæg på museerne.
De første par år inspicerede folk fra Nationalmuseets maritime afdeling i Roskilde to gange om året bådbygningen for at kommentere løsningerne.
Medlemmerne af det videnskabelige netværk modtog medlemsmappen og løbende de udsendte rapporter.

Arkæolog Flemmikng Rieck og Thorkild Thomasen fra Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser i Roskilde vurderer prøvestykket af bådens midtersektion.
Arkæolog Flemmikng Rieck og Thorkild Thomasen fra Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser i Roskilde vurderer prøvestykket af bådens midtersektion.
Foto: H.P. Rasmussen


I overensstemmelse med vor prioriteringsparameter “Seriøsitet”, blev videnskabsfolkenes udsagn “taget med et gran salt”. Vi skulle jo gerne bidrage til en forøget viden om båden gennem vort arbejde og skulle derfor gerne i vores tolkning repræsentere den seneste sandhed.
Med andre ord var tanken, at vi i vort arbejde skulle stå på skuldrene af den etablerede viden.

Dokumentation

Det blev fra starten anset for væsentligt at nedfælde alle aktiviteter og resultater på tryk eller på foto/video. Denne indstilling er meget vigtig i og med, at en færdig båd uden dokumentation blot er en båd og ikke et stykke videnskabeligt arbejde, hvorfra nye erkendelser kunne drages.
Uden dokumentation ville en stor del af det investerede arbejde og de investerede midler være spildte.
I det foregående er beskrevet de forskellige medier, der blev anvendt som dokumentation.
Senest har lauget udsendt en hjemmeside, der beskriver historie og aktiviteter.
www.hjortspring.dk.

Også denne bog er et eksempel på en dokumentation.
Fokus på dokumentation havde en afgørende indflydelse på kvaliteten af arbejdet. Ingen har lyst til at skrive en rapport, der beskriver lemfældige valg.


Udformningen af spantsystemerne diskuteres i en kaffepause.
Udformningen af spantsystemerne diskuteres i en kaffepause.
Foto: H.P. Rasmussen


Tidsforbrug

Tidsforbruget ved fremstillingen af båden blev løbende noteret, sådan at forstå, at når folk kom for at arbejde på båden, skrev de sig ind i logbogen, ligesom de skrev sig ud, når de forlod værftet igen for at gå hjem.
Kaffepauserne blev medtaget som en del af arbejdet, idet de i meget høj grad blev anvendt til at drøfte løsninger på problemer.
Som omtalt blev tidsforbruget regnet som den fri parameter. Den nødvendige tid for at opnå det bedst mulige resultat var til rådighed.

Til toppen af siden

Forberedelse (1992-1993)


De øjensynlige vanskeligheder ved starten af selve bygningen af båden havde at gøre med:

1. Penge
2. Tegninger
3. Værksted
4. Træ


Disse vanskeligheder kunne overvindes hver for sig, men de hang også sammen, idet løsningen af den ene gav muligheder og retningslinier for løsning af de andre.
Hvert af disse indledende problemer blev bearbejdet af de respektive grupper med aktiv deltagelse af bestyrelsen.
Ligeledes gik de øvrige grupper i gang med deres opgaver, der i sig selv var uafhængige af de fire ovennævnte, i hvert fald på kort sigt.
Vi vil i det følgende beskrive såvel de fire kritiske aspekter som de øvrige arbejdsområder, der blev håndteret i 1992 og 1993.

Tegninger


Konstruktionsgruppen gik i gang med at skaffe tegninger. Umiddelbart havde man tegningen, fremstillet af den norske skibsingeniør Fr. Johannessen, som den er vist i planche 1 i “Hjortspringfundet”1.


Hjortspringbåden som tegnet af Fr. Johannessen i 1936.
Hjortspringbåden som tegnet af Fr. Johannessen i 1936.






Originaltegningen blev lokaliseret hos Oldskriftsselskabet og en kopi blev fremskaffet. Gennem en kontakt til Oslos Universitet, Instituttet for Arkæologi, Kunsthistorie og Numismatik, fik vi kopier af Johannessens skitser til tegningen. Fra Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser i Roskilde modtog gruppen båddelenes opmålinger, der havde været grundlag for den fornyede opstilling af Hjortspringbåden på Nationalmuseet i 1988.
Tegningerne var i sig selv tilstrækkeligt nøjagtige til, at byggegruppen kunne starte øvelser i elementer af båden. Konstruktionsgruppen gik imidlertid i gang med at analysere tegningerne for at specificere båden mere i detaljer og analysere bådens karakteristika. Herom senere.


Finansiering

Gruppen, der skulle skaffe penge til projektet, fik en flyvende start, idet en første ansøgning til Fabrikant Mads Clausens Fond gav et beløb, der ville finansiere projektet gennem hele 1992.
Denne fond har løbende støttet projektet over årene.
Et stort antal andre fonde blev søgt om støtte. De lokale fonde inklusiv ovennævnte fond gav vekslende beløb over årene, enkelte nationale fonde gav gode beløb, medens regionale fonde stort set var afvisende.
Fra 1992 begyndte egenindtægterne at spille en rolle, først i form af betalte artikler, siden i form af entreindtægter fra publikum, der ville se båden tage form. Denne indtægtskilde er blevet af stadig større betydning, og i dag dækker den driftsudgifterne til værftet inklusiv afdrag på lån.
Nye aktiviteter, der iblandt publikationer, som denne bog er et eksempel på, hviler stadig på tilførsel af midler fra fonde.


Træ

Hjortspringbåden var hovedsagelig fremstillet af lindetræ med enkelte elementer af ask, eg og hassel.
Medens de sidstnævnte træsorter i de nødvendige størrelser var umiddelbart lette at fremskaffe, kneb det betydeligt mere med lindetræ i de dimensioner, der var brug for. Til de fem planker, der udgør bordene, skulle bruges tre lindetræer med en diameter ved roden på mindst 90 cm og med en højde pø 15-18 m før den færste gren gik ud fra stammen. Den eneste type lindetræ, der kan indeholde så store stammer er skovlinden, der stort set ikke findes i Danmark endsige i Vesteuropa, i hvert fald ikke tilgængelige, idet de oftest er fredede.

Et lokalt lindetræ.
Et lokalt lindetræ.
Foto: H.P. Rasmussen

Da der var behov for lindetræ til øvelser, skaffede trægruppen nogle stammer af storbladet lind. Disse lindetræer findes overalt i Danmark i allér og skolegårde. Her kunne man i hvert fald få 5-6 m homogen stamme uden sidegrene.

Gennem et af medlemmerne fik trægruppen forbindelse til Prins Richardt af Berleburg, hvis “Oberförster” anbefalede os at lede efter træer øst på. Han var tilmed så venlig at sætte en annonce i et forst-tidsskrift. Her igennem kom vi i forbindelse med det polske skovdistrikt Kisielwo i Kwitaino, ca. 100 km. syd for Gdansk, hvor der stod nogle lindetræer af tilstrækkelig størrelse. Trægruppen var nede at besigtige træerne.
Seks træer blev udvalgt som mulige emner. Aftalen blev, at de kunne fældes én efter én, indtil tre var godkendt.

Før fældningen i Polen.
Før fældningen i Polen.
Foto: H.P. Rasmussen

En kontrakt blev udfærdiget, licensen til fældning og udførsel blev opnået (træerne var fredede), og de
nødvendige midler blev skaffet gennem Fabrikant Mads Clausens Fond.
Prisen var 1000 Dollars pr. kubikmeter brugbart træ.
Ved slutningen af 1993 tog trægruppen igen til Polen for at overvære fældningen og godkende de fældede træer. 4 måtte fældes før 3 var godkendt. Vi fik imidlertid den kasserede træstamme gratis.













I januar 1994 ankom stammerne til Lindeværftet til en samlet pris af 14.000 kr.
I januar 1994 ankom stammerne til Lindeværftet til en samlet pris af 140.000 kr.
Foto: H.P. Rasmussen


Det mest velegnede træ til bundplanken blev slæbt ind i værkstedet, medens de øvrige blev sænket i Dyvig for at holde sig friske indtil bearbejdning.
Vi havde nu 12 tons lindetræ. Da båden i følge Johannessen vejer 0,5 ton, var opgaven at fjerne 11,5 tons træ som spåner!

Værksted

Værkstedsgruppen havde været vidt omkring på Nordals for at finde et egnet lokale til at bygge båden i. Lokalet skulle være mindst 24 m langt med en bredde på i hvert fald 8 m.
Efter forskellige muligheder havde været besigtiget, endte vi op med at leje enden af et gammelt kyllingehus, der lå i Holm, to km vest for Nordborg. Huset var 44 m langt og 10 m bredt med en loftshøjde på 2,5 m.

"Lindeværftet" set fra landevejen.
"Lindeværftet" set fra landevejen.
Foto: H.P. Rasmussen



Et 24 m langt rum i sydenden blev adskilt fra resten og et lille møderum på 3x8 m blev bygget. Lejen var 30.000 kr./år.
Hallen var dårligt isoleret og uden varme. Den indeholdt et elsystem og var belyst med lysstofrør.
Langs den østre langside af hallen blev monteret en række bukke med en afstand på 2.5 m.
Disse blev anvendt som arbejdsbænke, hvor de halve stammer kunne anbringes for der at blive bearbejdet til planker.

Arbejdsbukke langs hallens østside.
Arbejdsbukke langs hallens østside.
Foto: H.P. Rasmussen




Værktøj

Er beskrevet i afsnittet Rekonstruktioner.

Kilder:

Opdateret: 2017-04-22 14:28:11.