Indvielsen



Den 5. juni mødtes vi på Lindeværftet kl. 12, iklædt vore dragter. Regnen styrtede ned. Desuagtet rullede vi båden ud af værftet og gjorde alting klart. Folk var begyndt at strømme til, og snart stod de første hundrede i ly inde i hallen. Et forslag om at afvente et ophold i regnen blev afvist, ikke mindst fordi der var en stadig tilstrømning af biler ned mod Dyvig.

Vi var glade for, at vi havde monteret en bundprop, der kunne fjernes, således at båden kunne holdes tom for vand i de to timer, hvor den stod udenfor i den styrtende regn. En trøst var, at båden måtte blive stadig mere tæt, efterhånden som træet blev gennemvædet.

Kl. 14 var processionen klar til at begive sig ned mod Dyvig. Blot manglede et lurblæserhold, der, viste det sig senere, ikke kunne komme frem på grund af en kø af biler, der strakte sig over de tre km ind til Nordborg.

Den første sejltur 29. maj 1999
Hjortspringbåden på vej ned mod Dyvig, hvor den skal officielt søsættes.

I spidsen gik høvdingen med spyd, sværd og skjold. Dernæst fulgte en trommeslager, der slog takten. Så kom båden, eskorteret af tyve padlere i deres farvestrålende kapper og kofter. Dernæst kom de halvtreds udklædte børn fra Hjortspringskolen. Så fulgte den hvidklædte gudinde Nerthus i sin tohjulede kærre, trukket af fire slaver. Derpå tyve hvidklædte præster, der messede deres hymne. Og til sidst et par hundrede tilskuere med deres farvestrålende paraplyer.


Sangtekst af tidl. forstander Boye Andersen.

Halvvejs nede af vejen mod Dyvig blev vi overhalet af ti løbende lurblæsere.
Da disse havde formeret sig i spidsen for processionen, istemte de deres lurmelodier. Og det hjalp. Lurene er jo tolket som en del af soltilbedelsen i bronzealderen, og ganske rigtigt, regnen stilnede af.

10 lurblæsere foran Hjortspringbåden.
10 lurblæsere foran Hjortspringbåden.

Da vi svingede ind på parkeringspladsen ved Dyvig, mødte os et forbløffende syn. Tusinder af mennesker stod klar til at bivåne bådens indvielse.

Menneskemængde, ca. 4000 i alt!
Menneskemængde, ca. 4000 i alt!

Da båden var på plads ved ophalerslidsken, omgivet af tilskuere, med præstekoret opstillet, steg hævdingen op på den etablerede talerstol (et kasseret stævnstykke), og udtalte:

Båden har bedt mig tolke dens tanker, svag som den er i nutidens sprog:

. . . . .

Jeg krydsed langs østersøens bredder mod vest og nord, med et mandskab af krigere.
Jeg blev båret ind på stranden ved Stevning Nor.
Siden ved jeg ikke andet, end at jeg blev slæbt op ad Stolbro bæk, min bug slæbende mod stenene.
De lagde mig i en sø og sænkede mig med sten. Knust blev jeg.
Der lå jeg i årtusinder, gemt og glemt. Mit liv syntes omme.
I 1885 kildrede man mig let, jeg vågnede og mistede bugen.
I 1922 vækkede man mig og drog mig op fra mosen. Adskilt var jeg.
I 1930erne satte man mig sammen og anbragte mig i et støvet rum i København. Smurt var jeg blevet med en ubehagelig lotion. Jeg smuldrede.
Igen blev jeg begravet, i en kælder, gemt og glemt.
I 1987 vaktes jeg atter til live. De lemmer, jeg havde i behold, blev sat sammen og jeg blev sat ind i et glasskab. Død eller levende. Jeg vidste det ikke.
I 1991 hørte jeg, at nogle folk ville genoplive mig, der hvor jeg var blevet begravet. På Als.
Jeg troede det næppe.
Men jeg blev glad og opmuntret, da arbejdet gik i gang, og jeg følte, at mit liv fik en ny mening.
Jeg takker Hjortspringbådens Laug for mit nye liv. Jeg takker de mange medlemmer i konstruktionsgruppen, bådebyggerne, historiegruppen, trå- og vårkstedsgruppen, de, der studerede min last og gav denne liv på papir, i træ og i jern.
Jeg takker dem, der fortalte om mig på mange møder, gennem billeder, tegn og tale. Mange i lauget bidrog.
20.000 mandtimer blev det vel til.
Jeg sender mine tanker til de aktive, der segned undervejs: 

Erik Andersen, Valdemar Dreyer, Jørgen Skawbo og Åge Jensen.

Jeg takker for den store støtte, som især lokale gav min nye fødsel i form af guld, sølv, arbejde og interesse. Jeg glæder mig til senere påsommeren at bære interesserede fra min venneskare rundt i Dyvig.
Jeg takker for de lærde mænds viden, en viden, der hjalp at give mig mit fagre udseende tilbage.
Nu er jeg fri. Igen kan jeg hilse på mine gamle venner, bølgerne, og opfylde min bestemmelse, at besejle det alsiske hav.

. . . . .


Dernæst tog forskellige repræsentanter fra de omliggende bådelaug ordet og lykønskede Hjortspringbådens Laug med dagen og arbejdet.

Ole Crumlin-Pedersen lykønsker os med resultatet: "Hatten af for det."
Ole Crumlin-Pedersen lykønsker os med resultatet: "Hatten af for det."

Også grundlæggeren af den moderne
danske marinarkæologi, civ.ing. Ole Crumlin-Pedersen, tog ordet og sagde:

“Fra Nationalmuseet skal der i dag lyde et hjerteligt til lykke til søsætningen af denne pragtfulde kopi af Hjortspringbåden. Der er ydet en kæmpeindsats for at nå så langt, en indsats på professionelt niveau overfor en uhyre krævende rekonstruktionsopgave.
Da den norske skibsingeniør Fr. Johannessen i 1930-erne efter udgravningen af Hjortspringfundet undersøgte de fundne bødrester og udarbejdede den rekonstruktionstegning, der stadig i dag i alle hovedtræk holder stik, skrev han “Hatten av for et arbeide som det, der er utført ved bygningen av Hjortspringbåten. Ja selv om den var bygget i dag vilde jeg si det samme. - Og så er den over 2000 år gammel”.
Nu har I fra Hjortspringbådens Laug gjort fortidens mestre kunsten efter - og jeg må med Johannessens ord sige “Hatten af for det!” I har videreført en tradition for et folkeligt engagement i den eksperimentelle arkæologi, der her i landsdelen går tilbage til T. Hartvig Nielsens arbejde med “Imme Gram”, og som har udviklet sig i engagement og kvalitet til et højdepunkt hér - med resultater, der virkelig har værdi for videnskaben.
Vi er på Nationalmuseet i Roskilde lykkelige over at kunne få et så kvalificeret med- og modspil i studiet af dette enestående fund - og vi glæder os til afprøvningerne til eftersommeren. Vores internationale kolleger er forbløffede over de fremragende resultater, Danmark frembringer indenfor den eksperimentelle skibsarkæologi. En meget væsentlig del af forklaringen ligger hér - i de mange talenter, der mødes omkring en sådan krævende opgave og som fører arbejdet frem til et så flot resultat som dét, der bliver præsenteret i dag. Hatten af for det.”


På vej mod vandet.
På vej mod vandet.

Efter endnu en sang fra præstekoret kiltede bådens mandskab deres kofter op, smed sko og bensvøb, arrangerede bæreremmene under båden og bar den ud i vandet, flankeret af lurblæserne. (Man havde husket at sætte bundproppen forsvarligt i).


Båden bliver højtideligt søsat.
Båden bliver højtideligt søsat.

Båden blev trukket over til roklubbens flydebro, der var tynget ned til vandspejlet af tilskuere. Efter at disse var blevet “gennet” op på land, gik nogle få fra mandskabet om bord og øste båden tom. Dernæst kravlede resten af mandskabet om bord og ypperstepræsten fremsagde en velsignelse.
Gudinden Nerthus var steget ned fra sin kærre og med en krukke, der indeholdt havvand, en krukke, der var en kopi af krukken fra Hjortspringfundet, døbte gudinden båden:

Gudinden Nerthus døber båden og giver den navnet Tilia Alsie. (Tilia betyder lindetræ på latin).
Gudinden Nerthus døber båden og giver den navnet Tilia Alsie.
(Tilia betyder lindetræ på latin).


Oh båd - jeg dig velsigner og døber.
Tilia Alsie er navnet, du skal bære.
Gør din egn og dit tapre mandskab ære,
når du med stævn og åre bølgen kløver!


Vi kastede los og padlede hen langs den østlige bred af Dyvig, således at de tusinder af tilskuere kunne betragte, beundre og hylde Tilia med lange klapsalver. På reden lå en gammel dansk jagt med signalflagene over top og et vikingeskib, Freja Byrding, en kopi af vrag nummer tre fra Skuldelev, bygget i Haderslev.


Første officielle sejlads. Et vikingeskib og en gammel dansk jagt var mødt op for at gratulere.
Første officielle sejlads. Et vikingeskib og en gammel dansk jagt var mødt op for at gratulere.

Efter et par ture lagde vi til land igen, og nogle få af mandskabet blev skiftet ud med gæster fra Nationalmuseet i Roskilde og København. Tilia sejlede så endnu en tur rundt i bugten. Denne gang lagde vi til ved Freja, hvor vi fik overrakt et to meter højt egetræ. På den videre færd tabte vi nu træet, men en behjertet motorjolle samlede det op. Det er nu plantet foran Lindeværftet.
Igen lagt til ved flydebroen gik mandskabet fra borde. Tilia blev trukket hen til ophalerslidsken, bæreremmene blev placeret, og Tilia blev båret på land og anbragt på sin vogn. Her kunne tilskuerne så betragte detaljerne i konstruktionen.
Bredden af Dyvig foran roklubberne var blevet omdannet til en festplads, hvor laugsmedlemmer demonstrerede tovslagning, træbearbejdning og pileflet. Der var opstillet en grill, hvor der blev ristet vildsvin, og der blev udskænket hjemmelavet mjød og rødvin. Denne sidste var ørets vin pø Nordals, skænket til lauget af en lokal sponsor. Etiketten var en tegning af Hjortspringbåden, udført af en lokal kunstner.

Lurblæsere, Tilia , jagt og Freja Byrding.
Lurblæsere, Tilia , en jagt og Freja Byrding.
















Tilia på vej tilbage til flydebroen.
Tilia på vej tilbage til flydebroen.
















Nerthus på sin vogn.
Nerthus på sin vogn.


















Ved femtiden begyndte regnen igen, og festlighederne klingede af.

Tilia blev rullet op til Lindeværftet, trækkende en stribe af vand efter sig fra bundproppens hul. Således mærkede hun sig vejen mellem Lindeværftet og Dyvig, der, hvor hun skulle sejle og afprøves i de kommende år.


Første officielle sejlads. Et vikingeskib og en gammel dansk jagt var mødt op for at gratulere.
Historiegruppen havde skrevet og lauget udgi- vet en bog, der blev introduceret 5. juni 1999.

Bogen: “Tanker om Hjortspringbåden og Als i keltisk jernalder”, skrevet af to af historiegruppens medlemmer, blev introduceret og den solgtes i et tilfredsstillende antal allerede denne første dag.















Kilder:

Opdateret: 2017-04-22 23:29:45.

Fakta

Tilia platyphyllos.

Lindetræ:
Tilia platyphyllos: storbladet lind,  brugt til stævnene. Til pankerne er brugt  Tilia cordata: skovlind, småbladet lind.

Navnet lind betyder bast, og lindebast har været anvendt til måtter, sække, buestrenge m.m. Lindeved bruges til træskærearbejder, og trækul af lindeved er det bedste til tegnekul.


Kilde: Havens plante- leksikon, BD. II, Det Danske Haveselskab.