Generalprøve


Den første søsætning 29. maj 1999.
Den første søsætning 29. maj 1999.

Inden den officielle søsætning ønskede vi imidlertid at afprøve båden uden tilskuere.
I dagene før overskyllede vi båden med vand for at tætne den.
Lørdag, den 29. Maj 1999 kl. 8 rullede vi den ned til Dyvig. Båden vejede kun godt 500 kg, så 20 mand kunne bære den ud i vandet ved hjælp af ti gamle brandslanger som bæreremme.

Næppe et øje var tørt, da båden flød i Dyvigs vand.


Den første sejltur 29. maj 1999
Den første sejltur 29. maj 1999

Efter søsætningen kunne vi med tilfredshed konstatere, at båden lå lige i vandet, et vidnesbyrd om byggegruppens omhu. Båden blev trukket hen til roklubbens flydebro, hvor den blev fortøjet.
Vand sivede ind i båden fra talrige utætheder, især fra dårligt tætnede syhuller. Vi havde medbragt oksetælle, og medens nogen øsede, gennemgik andre båden og pressede oksetælle ind, hvor der var utætheder.
Tyve mand gik eller rettere sagt kravlede ombord, idet båden virkede meget ustabil. Styreåren var i styrbords side surret til det agterste svøb, hvor dette stak op over rælingen.
På kommandoen “Padl væk” gik de 18 mand, der sad på tofterne 2-10 i gang. På tofte ét sad skipper til bagbord og rorgængeren til styrbord. Båden kom hurtigt op i fart og virkede overhovedet ikke ustabil under sejladsen. Vi padlede nogle gange frem og tilbage langs bugtens østlige bred, og vi afprøvede forskellige manøvrer.
Vi måtte konstatere, at det var vanskeligt at styre båden med den placering af styreåren, vi havde valgt. Ligeledes var det indlysende, at padling i takt ikke blev behersket, endskønt skipper talte ét - to, ét - to.
Undervejs måtte padlerne ved tofte 5 (midtskibs) øse, dels med kopien af øsen, der var en del af fundet, og dels med en hunds vandskål.
Efter en halv times sejlads lagde vi igen til ved broen og bar båden på land, hvor den blev placeret på sin vogn. Alle var lettede over, at resultatet af arbejdet var tilfredsstillende, og at vi var klar til indvielsen af båden, der var planlagt til lørdagen efter, den 5. juni. Båden blev så rullet op til og ind i Lindeværftet.



Kilder:

Opdateret: 2012-02-12 18:53:05.