Horn

Hjortspringbådens forgængere

Indledning

Hjortspringbåden har mange ejendommelige karakteristika, som næsten uafvendeligt må dreje tanken hen mod dens forgængere, der må have fostret dem. Vi, der om nogen har Hjortspringbåden i blodet, har derfor ind imellem ladet fantasien løbe i et forsøg på at genskabe os Hjortspringbådens forgængere.
Hjortspringbåden stammer fra tiden lige efter yngste bronzealder, fra en tid, hvor de sidste helleristninger, der aftegnede både, blev indhugget i klippeflader i Bohus Län i Sverige. Dens profil aftegner disse yngste helleristningsbåde. Men hvordan var både i ældre bronzealder bygget, i en tid hvor værktøjet ikke havde jernets overlegne skæreevne? Uheldigvis findes der ingen arkæologiske fund af havgående både fra bronzealderen at læne sig op ad. Vi må, i et forsøg på at beskrive disse, anvende andre end de arkæologiske metoder for at besvare spørgsmålet om bronzealderens bådkonstruktioner. Her vil vi bruge helleristningernes udsagn sammen med en form for “baglæns produktudvikling” fra Hjortspringbådens konstruktion.
Hvad Haanden former er Aandens Spor kan vi altså omskrive til udsagnet: “Hvad hånden formed var åndens spor”. Vore forgængere i 350 f.Kr. må have arvet nogle konstruktioner og udformninger, som har dannet baggrund for deres løsninger.
Vi har allerede set, at helleristningsbåde den gang, altså i ældre bronzealder, havde rette køl- og rælingslinier, en umulighed at opnå i havgående træbåde uden urealistisk store træstammer. Lægger vi vægt på, at samfundene i bronzealderen i høj grad var baserede på kvægavl, kan man næppe undgå at fundere over anvendelsen af oksernes hud i garvet form, altså læder, til fremstilling af skibe.
Tager vi som udgangspunkt, at handelen i bronzealderen i Skandinavien i højere grad har anvendt søfart frem for landtransport med oksetrukne vogne, må fremstillingen af både og skibe have været en væsentlig aktivitet, lige som bilindustrien er det i dag.
Det fører os frem til, at produktionsprisen, altså den tid, der gik til at fremstille en båd, har været af betydning.
Hjortspringbådens hovedkonstruktion kan betegnes som en langsgående, udspændt bjælke, en bådskal, der i princippet er selvbærende. Spantsystemerne er naturligvis i brug for at fastholde skallens form, især for at modvirke “ærtebælg” bevægelser. Svøbene er i sig selv alt for svage til at understøtte bådskallen, men de overfører de ydre påvirkninger mellem de forskellige dele af skallen ved hjælp af de øvrige elementer i spantsystemerne, altså tofter, dæksbjælker og søjler. Herudover overfører spantelementerne kræfter, hidrørende fra vægten af mandskab og last, til skallen i balance med vandets opdrift.
Spantsystemerne er kun i ringe grad med til at modvirke vridningsmomenter fra bølgebevægelser.
Hjortspringbåden er meget elastisk, hvad angår vridning. Dette er i øvrigt typisk for skandinaviske bådkonstruktioner, lige fra jernalderen over vikingetiden til den tidlige middelalder.

En skindbådshypotese

Vi er nået frem til, at de både eller skibe, der transporterede store godsmængder over de skandinaviske småhave og langs kysterne, kunne have været fremstillet af rafter beklædt med læder.
Ikke at dette er nogen nyskabelse blandt hypoteser. I hele det tyvende århundrede har marinarkæologiske videnskabsfolk diskuteret “træ eller skind” i bronzealderen. Vi synes imidlertid, at udover de lige rælings- og køllinier, har Hjortspringbådens spantsystemer en konstruktion, der kan pege i retning af en raftekonstruktion. Også hornene kan indeholde reminiscenser fra en raftebåd, hvor de har været til nytte.

Et tværsnit, der viser den principielle opbygning af en læderbåd.
Et tværsnit, der viser den principielle opbygning af en læderbåd.
Tegning: K.V. Valbjørn

For at belyse denne hypotese har vi konstrueret en læder/raftebåd på størrelse med Hjortspringbåden.
De langsgående elementer blev valgt at være fem afbarkede rafter, dvs. to rælingsrafter, to side- eller stringerrafter og en kølrafte.

Diameteren af rafterne midtskibs (100 mm) er valgt ud fra, at vridningsmodstanden for et bådtværsnit svarer til Hjortspringbådens tilsvarende modstand. Her er anvendt en meget simplificeret matematisk model, der dog giver retningslinier. Det forventes, at raftediameteren falder med 5 % pr. m fra bådens midte hen mod bådens ender.
De to rælingsrafter løber sammen for og agter og surres til hinanden over to m, hvorved de danner rælingshornet. Funktionen af denne lange surring er at forhindre langsgående skridninger og drejninger mellem de to rafter og derved modvirke vridning af båden.
Den samme virkning fås ved at lade de to stringerrafter løbe sammen for og agter, hvor de surres sammen med kølraften og danner kølhornet.
En trekantkonstruktion i begge ender af båden danner stævnene.

Stævnen med de sammensurrede rafter, der danner hornene.
Stævnen med de sammensurrede rafter, der danner hornene.
Tegning: K.V. Valbjørn



Spantsystemerne efterligner Hjortspringbådens, dog er de tænkt noget mindre elegante og mindre vægtoptimerede for at illustrere det ringere skæreværktøj, der fandtes i bronzealderen.

Et tværsnit midtskibs med spantesystemet indtegnet.
Et tværsnit midtskibs med spantesystemet indtegnet.
Tegning: K.V. Valbjørn



Selve huden af båden er garvet oksehud med en tykkelse på 3-5 mm. Det er væsentligt, at denne lædermembran, når den påvirkes af vandtrykket, ikke må bule så meget indad, at den berører svøb eller spantdele. Der er udført beregninger over indbulingen som funktion af rafteafstand og vandtryk ud fra tilladelige spændinger af oksehudsremme, anvendt som drivremme. Disse beregninger viser, at konstruktionen er mulig.

Fysisk model

Baseret på konstruktionen blev der fremstillet en fysisk model i skala 1:5. Bortset fra læderhudens tykkelse er modellovene lineære, således at forstå, at en 100 mm rafte skal have en diameter på en femtedel, altså 20 mm. Rafterne blev fremstillet af afbarkede hasselgrene.
Huden var garvet vandbøffelskind med en tykkelse på 1,5 mm.
Der blev opstillet en række spantsnit, udført i krydsfiner og med hak, hvori rafterne blev anbragt. Ved at anvende helt friske hasselgrene, der efter afbarkning blev tvunget ind i hakkene og fastgjorte, opnåede man, at disse rafter beholdt den tvungne facon, efter at de var tørret helt ud.

Rafterne under montage.
Rafterne under montage.
Foto: K.V. Valbjørn

Hver rafte bestod af to træer, der var sammensurrede midtskibs over en længde på 20 cm (1 m).
Midtskibs havde rafterne en diameter på 20 mm. Denne diameter reduceredes hen mod enderne, således at rafterne ved hornene kun var 14 mm i diameter.
Da de fikserede rafter var helt tørre, erstattedes krydsfinerprofilerne med svøb af 8 mm hasselgrene, der også havde været fikseret i deres bue fra frisk til tør tilstand før montagen. Svøbene blev surret til rafterne, efter at toften var blevet monteret på svøbene.

Svøb og tofter under montage.
Svøb og tofter under montage.
Foto: K.V. Valbjørn

Så blev stævnene fremstillet og monteret. Endelig blev rafternes ender sammensurrede, hvorved de dannede hornene. En skævhed i bådskelettet hidrørende fra en vridning af den bjælke, som profilerne havde været monteret på, kunne delvis fjernes ved før surringen at forskyde rælingsrafterne langsgående i forhold til hinanden. Helt ret blev båden imidlertid ikke.












En monteret stævn.
En monteret stævn.
Foto: K.V. Valbjørn

Dernæst blev dæksbjælker og søjler surret til rafterne og svøbene, og til sidst blev dækket surret til dæksbjælkerne. Til disse surringer blev anvendt 1 mm syntetisk snor. Surringerne, der fastholdt svøbene til rafterne, burde nok have været indfældet i rafterne for at få en glat overflade af læderet, hvor det passerede surringerne. Der var blevet anbragt et stræktov mellem de to stævne.

Det færdige bådskelet.
Det færdige bådskelet.
Foto: K.V. Valbjørn



Læderhuden blev monteret fra agterenden og fremad. Syningerne blev foretaget med en dobbelt søm. Da huden var nogenlunde formet, blev den gennemvædet med vand, fikseret agter og strakt langs båden. Dernæst blev den fikseret fortil i meget stram tilstand. Endelig blev læderhuden, stadig gennemvåd, strakt på tværs op over rælingen, hvortil den blev surret.

Den færdige båd, "hjortspringbåden" i rafte/læder-teknologi.
Den færdige båd, "hjortspringbåden" i rafte/læder-teknologi.
Foto: K.V. Valbjørn



Den færdige model vejede 5 kg, hvilket vil svare til, at en tilsvarende båd i fuld størrelse ville veje 625 kg, eller knap 25 % mere end Tilia. Med en rigtig tykkelse af læderhuden, skønnes det, at en “Hjortspringbåd” i læder/rafte-teknologi vil have samme vægt som Tilia.
Opdeler man fremstillingen af en båd i de tre elementer: Bearbejdning, formning og montage, kan vi sammenligne de to teknologier. Der er her en dramatisk forskel mellem træbåden og skindbåden.
Bearbejdning udgjorde 85 % af arbejdet på træbåden mod 10 % for skindbåden, formningen udgjorde 1 % mod 50 % for skindbåden, medens montagen for træbåden udgjorde 14 % af arbejdet mod skindbådens 40 %.
En skindbåd kræver altså næsten ingen bearbejdning. Her er set bort fra arbejdet med garvning af huderne.
Fremstilling af modellen gav ingen oplysninger om forholdet mellem træbådens og skindbådens produktionstid.
Der er ikke blevet foretaget forsøg med skalamodellen. Den virkede imidlertid robust også over for vridning.

Konklusion


Den gennemførte konstruktion af en “Hjortspringbåd” i læder/rafte-teknologi beviser intet. Man kan sige, at den konkretiserer de hypoteser, der postulerer, at sådanne både kunne have været anvendt i tidlig bronzealder. Et næste [IS6]skridt kunne være at bygge og sejle i en sådan båd, et skridt, der, hvis det lykkedes, ville give en højere grad af sandsynlighed af hypotesen.


Kilder:

Opdateret: 2012-02-23 18:18:14.