Sysnor

. . . . . . . . . .

Bast, snor og sammensyning

Medens øvelserne med træbearbejdning foregik, studerede en gruppe fremstilling af snore til sammensyning eller sammensurring af bådens dele. Som tidligere omtalt var der nogen usikkerhed om hvilket materiale, sysnorene var fremstillet af. Der var ikke fundet rester af snore i syningen, men kun aftryk i det påklæbede tætningsmateriale. Dog fandtes der et bundt snore i bådens ene ende, der var blevet tolket som fremstillet af lindebast. Dette materiale var kendt til snorefremstilling allerede i stenalderen.
Der var imidlertid fundet nogle trædele i et par syhuller, der kunne tolkes som værende fra snore, lavet af for eksempel birkerædder. De kunne dog også stamme fra træpinde, der var slået ind i syhullerne efter syningen for at sikre at snorene forblev stramme, som det ses på Maoriernes både på New Zealand.
I tvivl var vi. Vi besluttede endelig at vælge lindebast ud fra den tankegang, at der nu nok skulle have været både, syet sammen med snore af dette materiale.

Et medlem havde en søn, der var skovfoged på Sjælland. Denne havde en beplantning af unge lindetræer, der skulle udtyndes. Medlemmet tog til Sjælland en dag i juni, hvor træerne, på grund af saftstigningen, er lettest at afbarke. Træerne, der havde en diameter på 10-12 cm., blev fældet og skåret i længder på 1,5 m. Barken blev ridset med langsgående ridser med en afstand på 15 mm, og skrællet af. Barkstrimlerne blev dernæst lagt i vand en måned i nogle kar. Herved rådnede limstoffet (pektinen) mellem de enkelte bastlag væk, og de tynde baststrimler kunne trækkes af. Disse blev vasket og hængt til tørre og endeligt bundtet i bundter på 10 cm i diameter. Høsten af bast udgjorde 13 kg.

De færdige baststrimler klar til tovslagning.
De færdige baststrimler klar til tovslagning.
Foto: H.P. Rasmussen

Baststrimlerne blev sammensnoede til kordeler ved hjælp af en spindehaspe, der hele tiden roterede det færdige kordelstykke. Efterhånden som sammensnoningen skred frem, øgede man med nye baststrimler. Antallet af baststrimler, der samtidig findes et sted på kordelen, afgør hvor kraftig en kordel man får.
De færdige kordeler sloges derefter sammen til snor. Her anvendtes et såkaldt geskær, et maskineri, hvor tre kroge roterede med samme hastighed og retning. Sammensnoningen af kordelerne til snor styredes med en top.

Snoning af kordeler.
Snoning af kordeler.
Foto: H.P. Rasmussen 

Den anvendte metode adskiller sig ikke fra almindelig tovslagning. En fremgangsmåde at spinde kordeler og slå tov udelukkende med hænder og fingre blev prøvet. Denne metode, der sikkert var blevet anvendt i oldtiden, gav samme gode resultat, men den var betydeligt langsommere.
Fundet angiver, at der til sammensy- ningen af bordene skulle bruges to- slået snor. Til surringerne af spanterne eller svøbene til bordenes klamper valgte vi at anvende treslået snor, da sådan snor fandtes i et bundt i fundet. Til syning af bordene og til sammensurringer blev i alt anvendt 600 m snor.

Den endelige snor slås.
Den endelige snor slås.
Foto: H.P. Rasmussen


Ved at fugte såvel baststrimlerne som kordelerne før sammensnoning opnåede man et betydeligt smukkere og mere ensartet resultat.
Der blev foretaget en række målinger med toslået snor med en massefylde på 6,8 g/m. Efter en normalisering, hvor snoren blev strakt, fandt vi følgende værdier:
Krympning fra tør til våd: 1 %
Elasticitetskoefficient: 0,005 %/N
Brudstyrke: 250-300 N (25-30 kg)
Vi fandt, at brudstyrken lå i underkanten, hvorfor vi forøgede antallet af baststrimler i kordelerne fra 2-3 til 3-4. Herved steg massefylden af de toslåede snore til 11 g/m., svarende til en brudstyrke på 40-50 kg, og det var med denne snor, båden blev syet sammen.
Der blev også lavet forsøg med styrken af sammensyningen af bordene. Før vi beretter om disse forsøg, må vi gennemgå tætningen mellem bordene.
Fundet angiver i følge Rosenberg, at sysømmene såvel udvendigt som indvendigt var dækket af en organisk masse, som Rosenberg tolkede at være harpiks. Senere forskning i fundets dele viste en klump organisk materiale, der blev analyseret og viste sig at indeholde animalsk fedt og linolie.
Efter drøftelser med Nationalmuseet i Roskilde nåede vi frem til, at tæningen mellem bordene skulle bestå af ruller af kartet fåreuld, dyppet i en blanding af oksetælle og linolie. Nogle forsøg blev foretaget med forskellige blandingsforhold, og vi nåede frem til, at en blanding 80/20 oksetælle/linolie gav de bedste resultater, tætningsmæssigt set. Massefylden af den mættede fåreuldsrulle var 20 g/m.
Der blev nu fremstillet to brædder, der skulle forestille bord. Over en længde på 60 cm blev disse brædder syet sammen med tætningsmaterialet i spalten mellem bordene.

Sammensyning af prøvestykker.
Sammensyning af prøvestykker.
Foto: Ib Stolberg-Rohr

Læg mærke til det krumme træværktøj, der anvendes til at stramme syningen. Det er en kopi af en del fra fundet, og er altså tolket som en systrammer.
Teststykkets syning blev udsat for forskydningskræfter, og vi målte samhørende værdier af forskydningskraft og indbyrdes bevægelse. Figuren nedenfor viser denne sammenhæng. Op til en kraft på 0,6 N/mm sømlængde bevægede stykkerne sig ikke i forhold til hinanden. (0,6 N/mm svarer til 36 kg kraft på hele længden eller 60 kg kraft pr. m sysøm).
Ved større kræfter fik vi en forskydning, der imidlertid kom langsomt og tøvende, hvilket antyder, at tætningen virker som en meget tyktflydende væske. Denne forskydning var blivende, dvs. den forsvandt ikke, når kraften blev fjernet.

Forskydningskraft og forskydning.
Forskydningskraft og forskydning.
Tegning: K.V. Valbjørn

Der blev syet et sting for hver 7,5 cm. I overensstemmelse med fundet var stinget dobbelt med et forløb, der bevirkede at knuden var selvlåsende, således at en overskæring af en snor ikke ville føre til, at hele sysømmen løb op.

Selvlåsende dobbeltsting.
Selvlåsende dobbeltsting.
Foto: H.P. Rasmussen















Kilder:

Opdateret: 2017-04-22 15:21:52.