Sideplanker

. . . . . . . . . .

Sideplankerne

Den næste stamme blev hentet i Dyvig. Den blev flækket uden for værftet, og de to halvdele blev slæbt ind i hallen. Det viste sig, at kærnetræet med en diameter på 20 cm ikke hang sammen med det øvrige ved. Dette betød, at sideplankerne måtte lægges længere ned i stammen, hvorved bredden blev reduceret. Vi kunne ikke opnå den bredde, som var angivet på Johannessens tegninger.
Det blev besluttet at hugge sideplankerne til i den bredde, de kunne få og eventuelt øge rælingsplankerne breddemæssigt, hvis det blev nødvendigt.
Det viste sig, at rodenden kunne give en acceptabel bredde, medens plankerne ville blive stadigt smallere mod topenden. Man besluttede at lade den brede ende af sideplankerne vende fremad.
Stammerne blev orienteret med den flækkede side nedad, barken blev skrællet af stammehalvdelene, og der blev hugget en række tværgående, 10-15 cm dybe hak ned i stammen med en afstand på ca. 1 m. Træet mellem hakkene blev dernæst fjernet ved kløvning.

De to sideplanker under bearbejdning.
De to sideplanker under bearbejdning.
Foto: H.P. Rasmussen




Ydersiden af sideplankerne blev hugget ned til endelig facon. Ifølge kontruktionsafdelingens skabeloner skulle sideplankerne hugges let krumme i tværgående retning over de midterste 6 m.

Tværkrumningen på en sideplanke bliver kontrolleret.
Tværkrumningen på en sideplanke bliver kontrolleret.
Foto: H.P. Rasmussen

Efter færdigglatningen af sideplankernes ydersider blev de vendt, og den indvendige side blev bearbejdet. For at bestemme og afmærke den nøjagtige placering af klamperne blev plankerne midlertidigt placeret på båden.
Sideplankernes nederste kant blev valgt at have en godstykkelse på 2 cm, medens deres øverste kant fik en godstykkelse på 1,5 cm.
Det viste sig, at topenden af plankerne begge havde nogle revner, der hidrørte fra fældningen. Træet var ved fældningen faldet så uheldigt, at toppen splintredes.
De færdige sideplanker vejede 56 kg hver.

Montage af sideplanker

Før montagen måtte der tages endelig stilling til kølliniens bue, en beslutning, der ville afgøre hele bådens facon. Samtidig måtte vi sikre, at båden blev symmetrisk om det langsgående midterplan. Der blev ophængt en snor over den linie, der skulle være bådens langsgående midte. På denne blev der ophængt en række lodsnore.
Bundplanken, der var meget fleksibel, blev klodset op og spændt fast til underlaget, således at kølbuen fik en pilhøjde på 37 cm, regnet over afstanden mellem de to indre låsebrædder.
Ud fra vore computerdata blev udtegnet de tværgående profiler i målestok 1:1, denne gang ikke for hvert spant, men i midterpunktet mellem de enkelte spanter. Disse tegninger blev klæbet på 10 mm spånplade og der blev udsavet profiler. Disse blev dernæst monteret på bundplanken. Herved kunne vi forme og montere sideplankerne og rælingsplankerne, således at båden fik den rigtige facon.

Hjælpeprofiler blev anvendt, så vi kunne sikre os den rigtige facon.
Hjælpeprofiler blev anvendt, så vi kunne sikre os den rigtige facon.
Foto: H.P. Rasmussen



Denne metode har naturligvis ikke været anvendt af vore forgængere for 2350 år siden. Her har man formodentlig anvendt en række stænger, der har været surret sammen, således at de gav den indvendige facon. Vi fålte os imidlertid ikke erfarne nok til at anvende sådanne arrangementer. Vi blev i øvrigt mere og mere overbeviste om, at oldtidens skibsbyggere, der havde bygget den originale Hjortspringbåd, måtte have bygget den i en serie af stadigt mere raffinerede både. Alle detaljer i båden tyder på dette. Man har formodentlig også bygget båden efter de forhåndenværende stammers størrelse.
Af hensyn til ønsket om at nå en bådfacon, der repræsenterede fundet bedst muligt, måtte vi altså afvige fra oldtidens metode også på dette punkt.

Plankekanterne tilpasses under syningen.
Plankekanterne tilpasses under syningen.
Foto: H.P. Rasmussen




Sideplankerne blev syet på bundplanken ved først at fæstne dem begge midtskibs og dernæst sy begge fast til bundplanken samtidigt, gående fremefter og bagud, medens kanterne blev tildannet, og uldsnorene løbende lagt i samlingen. Syhullerne blev tætnet ved at presse oksetælle ind i dem.

Reparation

Som omtalt havde de to sideplanker nogle revner i den agterste del. Efter at have monteret sideplankerne blev disse revner repareret efter samme metode, som det var blevet gjort i den originale båd. Disse reparationer har været tolket, som var båden gammel og udslidt, men de kan altså lige så vel opfattes som reparationer af revner, som oprindeligt var indeholdt i stammen.
Revnerne blev stoppet til med uldsnore, mættet med oksetælle, og dernæst blev der syet 6 cm brede lister af asketræ henover revnerne.

Revner i sideplanken blev repareret med påsyede lister som i den originale båd.
Revner i sideplanken blev repareret med påsyede lister som i den originale båd.
Foto: H.P. Rasmussen



Efter montagen blev de forreste og agterste klamperækker udskåret på stedet for at sikre, at de blev vandrette.

En ny milepæl var passeret.


Kilder:

Opdateret: 2017-04-22 15:50:19.

Fakta

Bemærk ændring i bundplankens kant- vinkel.

Bemærk ændring i bundplankens kantvinkel.

Den drejer mere end 90° fra den første klamperække og til midten af stævnklodsen, som befinder sig til højre i billedet, og bliver vandret under den forreste halvdel af stævnklodsen, som det kan ses på billedet herunder.

"fer" i bundplanke foran hullet, der er ved at blive udhugget.

Forløbet ses bedst på det store billede i hovedteksten.