Hjortspringbådens Laug

Er en forening hvis formål det er at udbrede kendskabet til Hjortspringfundet.
I 1921-22 blev der i en arkæologisk udgravning af Hjortspring Mose på Als fundet rester af en båd, samt en mængde våben og skjolde.
Den fundne båd viste sig at være en "helleristningsbåd", dvs. den har et udseende som de tusindvis af Bronzealderens helleristninger, der er fundet på klipperne i Sverige, Norge og Bornholm. Det er den eneste båd af den type der nogensinde er fundet. Den er dog fra Før Romersk Jernalder (år -500 - 0), lige efter Bronzealderen.
Vi har fremstillet en rekonstruktion af Hjortspringbåden!
Vi forsøger med denne hjemmeside at vise hvordan det blev gjort.
 
Synes du at denne enestående båd kunne interessere dig?
Så har du to muligheder:
 

1. Du kan besøge vort arbejdende værksted

Foredrag og tekstilarbejde

Foredrag

Foredrag / filmvisning, plads til ca. 50 personer.
De besøgende får mulighed for at se en video om Lauget, som viser arbejdsprocessen og vores arbejde med at udføre en rekonstruktion af båden fra Hjortspringfundet, samt fremstilling af nogle af de andre dele, våben, skjolde og personlig udrustning, fra fundet. Videoen varer fra ca. 20 min - ??, afhængigt af hvor mange spørgsmål der bliver stillet.
I foredragssalen kan man også se kopier af våben, skjolde, personlige dele og div. værktøj samt eksempler på beklædning fra tiden omkring år 0.
Derefter er der rundvisning i bådhallen og smedjen.

Tekstil

Håndarbejde.
I Hjortspringbådens Laug arbejder vi også med klædedragt fra jernalderen. Fra moseligene kender vi mange teknikker, som blev brugt dengang og arbejder med:  Spinding, plantefarvning, vævning af stof til klædedragterne på opstadsvæv. Sprangvævning af huer og tasker, nålebinding af hatte, sokker og vanter, samt fremstilling af bånd på mange forskellige måder, bl.a. brikvævning, båndvævning, fingerflet, flettehjul, firflet, tolvflet, nørkling. Fremstilling af lædersko og punge, smykker af glas og rav, kurve af pil, græs og bast samt tovværk af lindebast. I foredragslokalet kan der ses mange eksempler på disse teknikker.

Bådhal og værksteder

Tilias opbevaring og udstilling

Tilia på sin transportvogn ved en platform. Det gør det nemmere at se ned i båden.
Her kan båden ses, og diskuteres, i alle detaljer, f.eks. hvor vores båd afviger fra Fr. Johannesens tegninger og fra Nationalmuseets udstilling af båden. Man kan også få lov til at prøve at sidde på en tofte i båden med en paddel i hænderne og forestille sig tilværelsen på havet. Dette gælder også børn.

Bådværft

Vi prøver at fremstille en udspændt stammebåd.
I bådværftet arbejder man for tiden med at skabe en stammebåd (Loke) med sideplanker. Den er inspireret at et fund i Sverige, Björkefundet, fra ca. år 400
 

Smedje

Vores esse i smedjen.
I smedjen er der en dobbelt esse med værktøj, hvor vi har fremstillet kopier af våben fra Hjortspringfundet og nagler til Lokes klinklagte sideplanker.
Vi har nogle medlemmer der arbejder med at fremstille mønstersmedede knive (moderne), så derfor er der også moderne udstyr til dette formål.

Du kan besøge os:

Når vi har vores ugentlige arbejdsdag, -aften. Det er alle årets tirsdage, bortset fra decembers.
Eftermiddage, fra ca. kl. 13 til 17, hvis vi er der, så er lyset tændt.
Aftner, fra kl. 18:30 til 21:00.
I løbet af året har vi specielle dage, hvor vi har åbent om eftermiddage fra kl. 14 til 17. Disse dage er vist i Aktiviteskalenderen og nævnt i vores oversigt over åbningsdage.
 

Vi vil også gerne have besøg af grupper

Hvis du, sammen med andre, gerne vil besøge os udenfor de annoncerede åbningstider, kan det også lade sig gøre, dog mod et ekstra gebyr. De nærmere detaljer kan ses her.

Her bor vi

Dyvigvej 11
Holm
6430 Nordborg

Du kan se flere detaljer her.

2. Du kan gå på opdagelse her

På hjemmesiden. Det kan give svaret på mange spørgsmål og også være en god forberedelse / inspiration til et besøg hos os.
Indlæg forfattet af Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..