Træ

Som omtalt tidligere ankom de fire store lindestammer i slutningen af januar 1994. De tre stammer blev kørt til Dyvig og sænket der ved hjælp af jernstykker, for at de kunne beholde deres friskhed, medens den største af stammerne, der så ud til at være bedst egnet til fremstilling af bundplanken, blev slæbt ind i hallen på Lindeværftet.

Flækning

Den første stamme flækkes.

Den første stamme flækkes.
Foto: Aage Jensen

Stammen havde en længde på 18 m, en diameter ved rodenden på 90 cm og en alder på 170 år. Den blev orienteret således, at den største revne var lodret, og stammen blev understøttet med trækiler.

Flækningen foregik ved, at der blev slået stålkiler ind i denne revne fra rodenden af stammen. Efterhånden som der viste sig en revne på oversiden af stammen, hvor barken var blevet fjernet, åbnede man denne revne ved at slå kiler lodret ind i revnen. I begyndelsen anvendtes ståkiler, men efterhånden som revnen blev større, anvendtes kiler af bøgetræ, der ikke sårede det bløde lindetræ så voldsomt som stålkilerne.
Lindetræ flækker ikke så villigt som ege- eller bøgetræ, og der var hele tiden “løbere” fra den ene stammehalvdel til den anden. Disse blev overskåret med stik-økser.
Flækningen tog godt tre timer.

Formning

Der skulle nu tages stilling til, hvordan bundplanken skulle orienteres i den ene halve stamme.
Efter at have planet den flækkede side nogenlunde og fjernet barken og splintveddet på hele stammen, blev vi klar over, at bundplankens største bredde over de midterste 6 m ikke kunne indeholdes i stammen. Det blev besluttet at hugge stammen hul og siden strække eller åbne den til en bredere og fladere facon ved hjælp af kogende vand. Medens huggearbejdet foregik, blev der fremstillet to 1 m lange, halvrunde kar af lindetræ, åbne i enderne og med en godstykkelse på 3 cm. De skulle anvendes til forsøg med udspænding, idet planen var at koge dem i vand før udspændingen.
Ifølge håndreglen skal en planke, der skal bøjes kraftigt, koges en time pr. tommes tykkelse. Efter at have kogt prøveemne-1 i to timer blev det udspændt og revnede flere steder på langs. Prøveemne-2, der fik yderligere en times kogning, revnede ligeledes. Vi måtte nu erkende, at opvarmning med kogende vand ikke var en anvendelig metode.
Den traditionelle metode i oldtiden var imidlertid at opvarme bådskaller, der skulle udspændes, ved at opvarme træet over et bål. Det hævdes, at træet skal op på en temperatur på 140 grader for at blive passende plastisk. For at opnå denne temperatur fyldte man eventuelt bådskallen op med tjære, der gennem bålets opvarmning blev bragt i kog. Vi måtte afstå fra denne metode, dels fordi vi ikke havde nogen erfaring, og dels fordi vi indså, at den allerede ret tilhuggede køllinje ville give en alt for krum køllinje, når bådskallen blev åbnet midtskibs, hvorved enderne ville løfte sig. Vi nåede til den erkendelse, at vore forgængere heller ikke havde anvendt denne metode af samme årsag. De måtte have haft en tilstrækkelig stor stamme, således at de kunne hugge bundplanken i facon uden udspænding.
Da vi allerede var begyndt at hugge planken hul, måtte vi øge plankebredden ved hjælp af limning. Vi fandt frem til en lim, der ofte bruges ved træskibsbygning (en epoxy fra System West), og en skibstømrer, der havde erfaring i anvendelsen af denne lim, blev kontaktet. Nogle forsøg med sammenlimning af planker og efterfølgende belastning gav som resultat, at der ingen forskel var i styrke eller elasticitet, hvad enten der var tale om hele planker eller sammenlimede plankestykker.
Overvejelserne kan illustreres som følger:

Efter forgæves forsøg på at åbne den hult udhugne stamme, måtte vi hugge den flad og lime planker på for at øge bredden.
Tegning: K.V. Valbjørn.

Den udhulede planke blev hugget næsten plan over de midterste 6 m, og der blev dannet 10 cm brede limflader.

Da limen næppe tålte mere end 0,7 mm tyk limfuge, måtte disse flader høvles meget plane. 13 brædder, 8 cm tykke, blev hugget ud af den anden halvdel af stammen. Brædderne blev tildannet med plane limflader. Selve limningen blev udført af skibstømrer Arne Wahl, Svenborg. Efterhånden som brædderne blev placeret, blev samlingerne spændt sammen med skruer, der var indsmurt i fedt, så de kunne fjernes efter limens hærdning. Limprocessen er beskrevet i detaljer i Medlemsmappen i afsnit 4.05.
Efter hærdningen og fjernelsen af skruerne var planken med de pålimede brædder klar til videre bearbejdning.
Hullerne efter skruerne blev senere proppet og limet med dyvler, lavet af lind.

Tilpassede udviddelsesplanker limet til rælingsplanken.

Tilpassede udviddelsesplanker limet til rælingsplanken.
Foto: H.P. Rasmussen.

Bearbejdning

Planken blev vendt om, således at ydersiden kunne blive bearbejdet ned til sin endelige facon. Efter den sidste bearbejdning, der efterlod overfladen glat (uden at bruge sandpapir), vendtes planken, og den indvendige side blev udhugget og udskåret.

De firkantede huller i klamperne lev udhugget med et U-formet stemmejern.

De firkantede huller i klamperne lev udhugget med et U-formet stemmejern.
Foto: H.P. Rasmussen.

En særlig udfordring var udskæringen af klamperne og det gennemgående hul gennem hver af dem. Dette hul var i følge fundet firkantet med en kantlængde på 8 mm. Der blev fremstillet nogle U-formede stemmejern, hvis skafter blev formet, så de kunne passere ovenover naboklampen.

Kanten af bundplanken blev efterladt rå, således at den kunne tilpasses sideplanken under montagen.
Endedannelserne af bundplanken indeholdt feren fra fer-og-not samlingen mellem bundplanken og det nederste horn, også et træskærearbejde af dimensioner.
Efter at have færdiggjort bundplanken måtte vi erkende, at det i høj grad er det tilstedeværende træ, der bestemmer arbejdsgangen.
Vægten af den færdige bundplanke var 96 kg.

Bundplanken er færdig.

Bundplanken er færdig.
Foto: H.P. Rasmussen.

Kilder