Hjortspringbådens Laug

Er en forening hvis formål det er at udbrede kendskabet til Hjortspringfundet.
I 1921-22 blev der i en arkæologisk udgravning af Hjortspring Mose på Als fundet rester af en båd, samt en mængde våben og skjolde.
Den fundne båd viste sig at være en "helleristningsbåd", dvs. den har et udseende som de tusindvis af Bronzealderens helleristninger, der er fundet på klipperne i Sverige, Norge og Bornholm. Det er den eneste båd af den type der nogensinde er fundet. Den er dog fra Før Romersk Jernalder (år -500 - 0), lige efter Bronzealderen.

Vi har fremstillet en rekonstruktion af Hjortspringbåden!

Vi forsøger med denne hjemmeside at vise hvordan det blev gjort.

Tilia ved Dyvig, januar 2017.

Vi kaldte vores rekonstruktion af Hjortspringbåden:
Tilia Alsie.

Helleristninger på klipperne ved Tanum.

Helleristningerne viser hvordan man i Bronzealderen mente at skibe skulle se ud.

Hjortspring Mose på Als.

Udgravningen i Hjortspring Mose i 1921-22.

Trædele i udgravningen.

I udgravningen fandt man en mængde meget bløde og, til en vis grad, deforme trægenstande.
Blandt disse var dele, som blev bedømt til at høre til en båd. Nogle af delene på billedet er fra skjolde.

Fr. Johannesens tegninger.

Ud fra alle disse mange båddele har den norske skibsingeniør Fr. Johannesen i 1936 lavet disse tegninger.
De danner grundlaget for:

Hjortspringbåden på Nationalmuseet.

Nationalmuseets udstilling af Hjortspringbåden.
Tegningerne er grundlaget for bådens skelet af stålrør. Og for vores rekonstruktion:

Lindetræer i Polen.

Til en båd, skal der bruges træ, meget træ! Hjortspringbåden er lavet af lindetræ og træ af den ønskede kvalitet har vi ikke i Danmark.
Men det kunne fås (købes!) i Polen. Denne var en af fire stammer.

Kløvning af den første stamme.

En 18 m lang stamme kan blive til to planker.
Den ene af de to skal bruges til bundplanken.

Kølstrækningsfest.

Bundplanken (til venstre) er færdig og med stævnklodser under påsætning. Der er også lavet en sideplanke.
Vi holdt en lille fest for at fejre denne milepæl - kølstrækningen. Derfor de mange mennesker.

Tilia ved Barsø.

Efter 9.150 timers arbejde er båden færdig. Den fik navnet Tilia Alsie.
Her er vi på tur nord for Als på langtur med en prof. besætning plus passagerer, i alt 31 personer. Det kan gå i magsvejr, ellers ikke.

I hårdt vejr.

Tilia kan altså også bruges i hårdt vejr.

I hårdt vejr.

Vindstyrke: 9-10 m/sec. og 1 m høje bølger.
Der kom ikke vand indenbords, kun røgvand!

Synes du at denne enestående båd kunne interessere dig?
Så har du to muligheder:

1. Du kan besøge vort arbejdende værksted

Foredrag og tekstilarbejde

Foredrag og udstilling

De besøgende får mulighed for at se en video om Lauget, som viser arbejdsprocessen og vores arbejde med at udføre en rekonstruktion af båden fra Hjortspringfundet, samt fremstilling af fundets øvrige dele, våben, skjolde og personlig udrustning, fra fundet. Videoen varer fra ca. 20 min - ??, afhængigt af hvor mange spørgsmål der bliver stillet.
I foredragssalen kan man også se kopier af våben, skjolde, personlige dele og div. værktøj samt eksempler på beklædning fra tiden omkring år 0.
Derefter er der rundvisning i bådhallen og smedjen.

Tekstil

I Hjortspringbådens Laug arbejder vi også med klædedragt fra jernalderen. Fra moseligene kender vi mange teknikker, som blev brugt dengang og arbejder med: Spinding, plantefarvning, vævning af stof til klædedragterne på opstadsvæv. Sprangvævning af huer og tasker, nålebinding af hatte, sokker og vanter, samt fremstilling af bånd på mange forskellige måder, bl.a. brikvævning, båndvævning, fingerflet, flettehjul, firflet, tolvflet, nørkling. Fremstilling af lædersko og punge, smykker af glas og rav, kurve af pil, græs og bast samt tovværk af lindebast. I foredragslokalet kan der ses mange eksempler på disse teknikker.

Bådhal og træværksted

Tilias opbevaring og udstilling

Her kan båden ses, og diskuteres, i alle detaljer, f.eks. hvor vores båd afviger fra Fr. Johannesens tegninger og fra Nationalmuseets udstilling af båden. Man kan også få lov til at prøve at sidde på en tofte i båden med en paddel i hænderne og forestille sig tilværelsen på havet. Dette gælder også børn.

Bådværft

I bådværftet arbejder man for tiden med at skabe en stammebåd (Loke) med sideplanker. Den er inspireret at et fund i Sverige, Björkefundet, fra ca. år 400

Smedje

I smedjen er der en dobbelt esse med værktøj, hvor vi har fremstillet kopier af våben fra Hjortspringfundet og nagler til Lokes klinklagte sideplanker.
Vi har nogle medlemmer der arbejder med at fremstille mønstersmedede knive (moderne), så derfor er der også moderne udstyr til dette formål.

Du kan besøge os:

Når vi har vores ugentlige arbejdsdag, -aften. Det er alle årets tirsdage, bortset fra decembers.
Eftermiddag, fra ca. kl. 13 til 17, hvis vi er der, så er lyset tændt.
Aften, fra kl. 18:30 til 21:00.
I løbet af året har vi specielle dage, hvor vi har åbent om eftermiddage fra kl. 14 til 17. Disse dage er vist i Aktiviteskalenderen og nævnt i vores oversigt over åbningsdage.

Vi vil også gerne have besøg af grupper

Hvis du, sammen med andre, gerne vil besøge os udenfor de annoncerede åbningstider, kan det også lade sig gøre, dog mod et ekstra gebyr. De nærmere detaljer kan ses her.
Der kan være begrænsninger på antallet af besøgende, se nedenfor.

Her bor vi

Dyvigvej 11
Holm
6430 Nordborg

Du kan se flere detaljer her.

Vi er, som så mange andre, underlagt nogle begrænsninger på grund af Covid-19.

Vi må max. have 9 gæster samtidigt.
Alle skal bære mundbind.
Dette gælder fra den 29. oktober og til 2. januar 2021.

Vi har, naturligvis, desinfektionsmidler ved indgangene.
Der er ligeledes engangshandsker, fordi vi også giver vore gæster lejlighed til at have nogle af vore genstande i hånden. Disse er det ikke muligt at afspritte, så her må man enten bruge handsker eller afspritte hænderne bagefter.

  • Hvis du gerne vil besøge os, er du velkommen, men kontakt os helst forinden på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

2. Du kan gå på opdagelse her på hjemmesiden

På hjemmesiden. Det kan give svaret på mange spørgsmål og også være en god forberedelse/inspiration til et besøg hos os.

  • Indlæg forfattet af Ib Stolberg-Rohr.

Hjortspringbådens Laug

Adresse

Hjortspringbådens Laug
Dyvigvej 11
Holm
6430 Nordborg

  • E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • Hjemmeside:
    hjortspring.dk
  • CVR: 31219647

Personligt

  • Persondata.
  • Cookies

Kontakt

  • Formand.
  • Kasserer.
  • Om hjemmesiden.

© Copyright 1997 - nu, Hjortspringbådens Laug.
Alt materialet på denne hjemmeside er omfattet af gældende lov om ophavsret.
Reglerne kan ses her.

Top