Bådens facon, som den var blevet tolket af Rosenberg og Johannessen, peger entydigt på en skandinavisk båd. Den er et konkret eksempel på de titusinder af både, der er indridsede i norske, svenske og østdanske klippeflader og sten, helleristningsbådene. Også de indridsede bådtegninger på bronzer fra bronzealderen har den karakteristiske facon med udragende horn. Det tidsrum, hvor der er indridset skibe på klipper og bronzer med denne facon, strækker sig fra 1800 f.Kr. til 400 f.Kr. Der er følgelig næppe tvivl om, at profilen af bådene må have repræsenteret eksisterende både. Den ret ensartede grafik kan ikke have eksisteret i 1200 år uden at have forbindelse til virkelighedens både.
En tydelig forskel mellem de ældste og de yngste bådtegninger er køllinjen og springet, (rælingens linjeføring), der i de ældste er rette, medens de er krumme i de yngste helleristninger. En anden forskel er hornenes udformning, hvor de yngste har “parallelle” horn.

Rørbyskibet, til venstre, en bronzeristning fra 1600 f.Kr. og Litslebyhelleristningen fra 400 f.Kr.

En tydelig forskel mellem de ældste og de yngste bådtegninger er køllinjen og springet, (rælingens linjeføring), der i de ældste er rette, medens de er krumme i de yngste helleristninger. En anden forskel er hornenes udformning, hvor de yngste har “parallelle” horn.

Hjortspringbåden, der er tidsfæstet til 350 f.Kr., er den ældste plankbyggede båd, der er fundet i Skandinavien, ja i hele Nordeuropa, hvis man definerer dette område som startende nord for Humberfloden i England. Her fandt man nemlig et par sammensyede “færger” af groft tilhugget egetræ fra omkring 1200 f.Kr. Disse både havde flad bund og var af en helt anden konstruktion end de skandinaviske helleristningsbåde og Hjortspringbåden.
Sammensyningen af Hjortspringbådens planker synes fremmedartet og er da også kendt fra både op til vor tid i Fjernøsten, i Indien, i Oceanien og i Afrika. På vore breddegrader anvendtes syede både i Finland og Nordvestrusland op i det 19’ende århundrede.
Den for skandinavisk bådbygning så udbredte klinksamling (hvor plankerne overlapper hinanden) er også et typisk træk ved vores båd1. Denne samlingsmetode, der resulterer i lette og stærke konstruktioner, ses også i Nydambådfundet i Sønderjylland, fra 200 til 400 e.Kr. og i vikingeskibene fra 800 til 1100 e.Kr.
I 1990’erne erkendtes på et museum i Nordsverige, at museets magasin indeholdt et træstykke, der med sikkerhed var en tofte fra en båd. Denne tofte svarede i faconen nøje til Hjortspringbådens tofter, men den var fremstillet i fyrretræ.
Ved gennemlæsningen af ovenstående koncentrerede analyser vedrørende den historiske baggrund føres man i forskellige retninger, hvad angår besvarelsen af de stillede spørgsmål:

Lad os først gennemgå bygningen af båden (i Rekonstruktioner) og lære dens egenskaber at kende, før vi kommer med vore svar på disse interessante spørgsmål.

Kilder

• Hvad Haanden former er Aandens Spor.
• Rekonstruktioner
• 1. Se SKALK nr. 2, 2022, p. 24: Levende klinkbygget verdenskulturarv.