Rælingsplanker
De to sidste stammer blev hentet op fra Dyvig og flækket. Her konstaterede vi to nye uheldige forhold. Dels var stammerne blevet angrebet af pæleorm, en foreteelse, der nyligt var blevet konstateret også i Dyvig Bådelaugs fortøjningspæle, og dels havde begge de resterende to stammer løst kærnetræ. Pæleormsangrebet var heldigvis stort set begrænset til splintveddet (de yderste 3 cm af stammen under barken), der alligevel ikke skulle bruges.
Det løse kerneved gjorde det imidlertid nødvendigt også at foretage en limning af de to rælingsplanker, for at opnå en tilstrækkelig stor bredde.
Rælingsplanken kunne ikke indeholdes i stammen.
Limning var nødvendig.
Tegning: K.V. Valbjørn.
Som omtalt skulle rælingen have en krumning for at båden ikke skulle få et for stort spring. Der blev valgt en krumning med en pilhøjde på 12 cm.
Planken skulle hugges plan med en godstykkelse på 1,5 cm.
Den øverste klampe havde i fundet en antydning af at have været krum med den konvekse del opad. Efter nogle drøftelser blev det valgt at lade dens funktion være den at forhindre toftens ende i at bevæge sig i frem- eller tilbagegående retning.
Den øverste klampe i rælingsplanken var halvmåneformet.
Udformningen forhindre toftens langskibs bevægelse.
Foto: H.P. Rasmussen.
Som omtalt var træet til rælingsplankerne ikke bredt nok. Rælingsplankerne blev provisorisk monteret for derigennem at vise, hvor meget træ der manglede.
Rælingsplanken er midlertidigt monteret for at bedømme den manglende bredde.
Foto: H.P. Rasmussen.
Der blev produceret en række planker, der skulle limes på de tildannede limflader på rælingsplankerne.
Fremgangsmåden var som ved bundplanken. Arbejdet med at tildanne limfladerne var et meget stort og tidskrævende arbejde. Det skønnes, at ekstraarbejdet ved limningen alt i alt tog 1.000 arbejdstimer for bundplanken og for de to rælingsplanker tilsammen.
Efter limprocessen og fjernelsen af skruerne blev rælingsplankerne færdighugget. Vægten af en færdig rælingsplanke var 74 kg.
Monteringen af plankerne foregik som ved sideplankerne, startende midtskibs med begge planker og dernæst en løbende tilpasning, tætning og syning hen mod stævnene.
Da rælingsplankerne var færdigmonteret, stod bådskallen færdig og viste Hjortspringbådens elegante linier. Bådskallen, som den stod nu, vejede omkring 400 kg.
Spændtovshypotesen
På oversiden at begge stævne lige uden for bådrummet var der fire parallelle klamper, der var orienteret i bådens længderetning. Deres funktion skabte megen diskussion. I modsætning til de øvrige klamper, der hver havde et firkantet hul med 8 mm kantlængde, havde stævnklamperne et rektangulært hul på 10 gange 26 mm. Det antydede, at de skulle anvendes til to tove, et gående udad mod hornene og et gående indad mod bådrummet.
Der blev opkastet den hypotese, at disse klamper dels skulle bruges til fastgørelse af fortøjningstove og dels udgjorde en firskåren blok med det formål at fastgøre og stramme et langsgående spændtov, der skulle løbe mellem de to stævne. Dette spændtov skulle hindre båden i at blive kølsprængt.
Kølsprængning kan forklares som en opadgående bøjning af bådens midte under sejlads, og fænomenet er kendt i alle træskibe. Eksempelvis var Fregatten Jylland mere end en meter kølsprængt, da den var blevet klodset op på sit endelige leje i Ebeltoft. Et i begge ender så tilspidset skib som Hjortspringbåden vil have sin væsentlige opdrift fra de midterste 6 m, medens dens belastning er jævnt fordelt over 12 m. De forreste og de bagerste padlere svæver næsten i luften uden opdrift fra båden lige under sig.
Et spændtov ville modvirke tendensen til kølsprængning. Fra ægyptiske helleristninger fra 1.200 f.Kr. kendes sådanne tove.
Et 8 mm tov af hamp (lindebast var os for kostbart) blev spændt op og løb frem og tilbage mellem de to sæt klamper og udgjorde herved en firskåren talje. Denne blev strammet op, og hindrede stævnene i at synke nedad også under bygningen. For at stramme tovet på en let måde, blev der anbragt en tværpind, der kunne sno de syv langsgående snore sammen og derved tilpasse tovets stramning efter behov, også under sejlads.
Vi gjorde os klart, at denne anvendelse af de to gange fire klamper som blokke for et spændtov var en hypotese, og kun sejlads til sin tid kunne afgøre, hvor sandsynlig denne var.
Spændtovet, hvor det er fæstnet til de fire klamper agten.
Foto: H.P. Rasmussen.
Det opstrammede spændtov under bådbygningen.
Foto: H.P. Rasmussen.