Udvikling af arbejdsmetoder
Træbearbejdning
Ingen af medlemmerne nogen formel baggrund i bearbejdning af træ. To medlemmer havde tidligere været deltagere i bygning af vikingeskibe, og andre havde et godt kendskab til at arbejde i træ som hobby.
For at involvere flere i kunsten, for at lære metoderne med oldtidens redskaber og for at få en fornemmelse af, hvordan lindetræ artede sig, startede en træningsfase i træbearbejdning. Der anvendtes lokale lindetræer som udgangsmateriale.
Vi startede med at udskære kopier af skjolde fra fundet, nogle padler blev fremstillet, og der blev udhugget to tofter.
Øvelse i træbearbejdning: fremstilling af skjolde.
Foto: H.P. Rasmussen.
Efterhånden som værktøj fra smedegruppen dukkede op, blev disse afprøvet. Man fandt den bedste skærevinkel til æggen, og forskellige skaft - og håndtags- udformninger blev afprøvet og valgt.
Undervejs i træningsfasen dukkede de enkelte medlemmers stærke og svage sider frem, og der opstod en arbejdsdeling. Nogle tog sig naturligt af grovhugning af emner, medens andre færdighuggede overfladerne. Slibning af værktøj blev også et speciale. Oprydning og rengøring blev anset for væsentlig af hensyn til sikkerhed og kvalitet.
Fremgangsmåden ved bearbejdningen af træet var at fjerne de store mængder med Mästermyrøkserne, og når man nåede nær den endelige facon, da at skære riller med huljern ned til den ønskede facon. Disse riller lå med en afstand på 10 cm. Endelig fjernedes træet mellem rillerne ved hjælp af de flade jern, og fladen afglattedes.
Sandpapir anvendtes ikke.
Der blev stort set altid skåret på tværs af træets årer.
Huljern blev brugt til at fremstille riller, der- efter fjernes træet mellem dem.
Foto: H.P. Rasmussen.
I begyndelsen arbejdedes om lørdagen, men snart gik vi over til at “hugge” hver tirsdag og torsdag aften. Der var mellem 6 og 12 bådebyggere i gang.
Efter nogle måneders øvelser med emner som skjolde og tofter, startede vi bygning af to prøvestykker af båden i skala 1:1. Formålet hermed var at studere detaljer i båden og udvikle metoder til at fremstille disse. Lige så vigtigt var det at lære om samlingsmetoderne.
Det allervigtigste formål var imidlertid at overbevise os selv (og omgivelserne) om, at vi kunne bygge båden.
Det første prøvestykke var en midtersektion af båden med en længde på 1,4 m. Den indeholdt to tofter og gav os erfaring i fremstilling af klamper, de gennemborede fortykkelser i plankerne, hvortil spanterne var surret. Også fremstilling af og montering af spantsystemer og sammensyning af plankerne lærte vi her.
Det andet prøvestykke var de første 5 m af stævnen fra den yderste spids på hornet til kort efter det forreste spantsystem. Dette prøvestykke indeholdt fremstillingen af hornene, samlingen mellem det nederste horn og bundplanken, fremstilling og montering af stævnen og endnu engang montage og syning af planker eller bord, som plankerne ofte kaldes i træskibsbygning.
Et særligt aspekt blev studeret, nemlig landingen af bordene på stævnen. Johannessen havde i sin tegning angivet, at bordenes ender skulle monteres indvendigt på stævnen. Vi var noget tvivlrådige vedrørende denne tolkning, der var så afvigende fra alle andre bådbygningsprincipper. Derfor lod vi styrbords bord lande indvendigt og bagbords bord udvendigt på stævnen, så vi fik et diskussionsgrundlag.
Få timer før prøvestykket skal af sted til Roskilde.
Foto: H.P. Rasmussen.
Der var truffet aftale med Vikingeskibshallen i Roskilde om, at de to prøvestykker skulle fremvises på en udstilling der sammen med en kopi af en syet kano fra Tomoko på Salomonøerne. I forbindelse med opstillingen af prøvestykkerne fik vi en drøftelse med arkæologerne fra det maritime center og nåede til den erkendelse, at bordene skulle lande på stævnen udefra.
En bemærkning fra en af arkæologerne, der fik stor indflydelse på vor båd, var ønsket om en mere raffineret finish.
Den loggede arbejdstid for fremstilling af prøvestykkerne var 1.800 mandtimer.
Prøvestykkerne i Vikingeskibshallen i Roskilde sammen med en syet kano fra Salomonøerne.
Foto: H.P. Rasmussen.