Fundets historie
AI 1915 lå den daværende museumsinspektør for Sønderborg Slots museum Jens Raben på lazarettet i det dengang tyske Sønderborg. Det var under krigen 1914 - 1918. På samme stue lå en anden såret sønderjyde, Jørgen Petersen. Denne fortalte Raben, at han havde hørt, at der i firserne under tørvegravning var blevet fundet oldsager i Hjortspring Mose ved Guderup.
Efter udskrivningen tog Raben og Petersen op til mosen, hvor ejeren Christen Nymand fortalte, at han som dreng havde været med til at grave tørv i mosen. Der havde man fundet en lang planke, der var blevet tørret og siden brændt. Ligeledes havde man under tørvegravningen været generet af talrige spydspidser, der var blevet smidt ind i et hegn. Der havde ikke været gravet i mosen siden 1889.
I 1918 foretog Verein für Heimatkunde en kort udgravning uden at finde noget. Ejendommeligt!
Efter genforeningen skrev Raben til Nationalmuseet i København og refererede Nymands fortælling.
Museumsinspektør K. Friis Johansen, Nationalmuseet besøgte ejeren af mosen og traf aftale om en udgravning i 1921.
I juli 1921 ankom Gustav Rosenberg, en konservator fra Nationalmuseet, for at indlede udgravningen.
I 1921 gravedes 37 arbejdsdage, hvor der blev fremdraget store mængder af våben.
I 1922 udgravede man over 52 arbejdsdage båden, skadet som den var af tørvegravningen og tiden.
En mere detaljeret beskrivelse af selve udgravningen, transporten af det fundne og konserveringen kan findes i G. Rosenberg: ”Hjortspringfundet" og F. Kaul: “Da våbnene tav”.
Se Kilder nederst på siden.
I 1921/22 blev våben udstyr og båd udgravet, ledet af konservator G. Rosenberg.
Historiegruppen interviewede datteren af Jens Raben, Fru Hertha Raben Petersen, i 1995, hvorfra citeres:
Hjortspringbåden blev udgravet i 1921-22 af Nationalmuseet. Jeg var dengang en skolepige, og far tog mig med, når han deltog i udgravningen.
Direktør for Nationalmuseets 1. Afdeling var dengang Sofus Müller, en rethaverisk herre, som alle i mosen frygtede, og ingen turde modsige.
Udgravningens leder var G. Rosenberg, som jeg senere mødte ved udgravningen af Ladbyskibet. Hans stille, hensynsfulde færden har jeg i bedste erindring. Konservator Raklev var altid oplagt til spøg. Han elskede at drille store og små, og han kunne fortælle fantastiske historier. Senere kom arkæologer som Brøndsted, Broholm og Friis Johansen til. Min særlige opmærksomhed gjaldt en hollænder, hvis navn jeg erindrer som Stein van Callenfels. Hans udseende og væremåde husker jeg tydeligt. Callenfels havde tilbragt mange år på Java og der deltaget i udgravninger. Lille og rund som jeg husker ham, ser jeg ham sidde, næsten som var han klemt fast, i en søgegrøft. Han kunne dog bevæge sig så meget, at han kunne hive sine lange tynde cigarer, som han fik sendt fra Holland, ud af brystlommen. Engang kom cigarleveringen ikke rettidigt, og da var der ved at gå panik i ham.
Når vejret var godt, måtte jeg ledsage min far til dette lille paradis. Vi kørte med “æ Kleinbahn” fra Sønderborg til Stevning og gik til fods til mosen. Far bar sin rygsæk, der indeholdt vores frokost, tegnesager og andre utensilier, nyttige sager.
I mosen var der travlhed, når vi kom. Grøfter var stukket af, og hr. Rosenberg kom for at hilse på far og berette om tingene. Desværre var vejret ikke altid godt, og ved stærk regn fyldte grøfterne sig med vand, så der måtte pumpes.
I 1990 så jeg den udstillede båd på Nationalmuseet, og minderne fra udgravningen for snart 70 år siden kom frem igen - minder fra barndommen, der har bidt sig enormt fast i mig.
Kilder
Nyere erkendelser kan findes i disse:
- Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder, Bind 3, Jørgen Jensen.
- Hjortspring, Ole Crumlin-Pedersen & Athena Trakads
- Sejrens triumf