I artiklerne om Opbygningen af Tilia, har vi behandlet mange forskellige aspekter af rekonstruktionen af Hjortspringbåden. Konklusionerne af arbejdets resultater går delvis på tværs af opdelingen her.

Organisation

Gruppeopdeling

Opdelingen af arbejdet i grupper, der behandlede forskellige emner, viste sig på mange måder at befordre arbejdet og dets kvalitet. Først og fremmest bidrog det til at tiltrække folk med særlige interesser, som de fik mulighed for at pleje og udvikle i en interessant sammenhæng. Der dannedes en sammenhørighed mellem gruppemedlemmerne, der udviklede sig til et kammeratligt fællesskab. Da de fleste aktive medlemmer var medlem af flere grupper, blev der formet et net af kontakter på kryds og tværs i lauget. Dette fik betydning, ikke blot i gruppearbejdet, men også ved løsning af store opgaver, der rakte ud over den enkelte gruppes område. Den væsentligste styrende enhed var de månedlige møder, hvor det forventedes, at de enkelte grupper rapporterede til alle dem, der deltog.
De månedlige møder havde som formål at give alle mødte medlemmer et indtryk af helheden i projektet, et indtryk, der kunne få betydning for valg af løsninger i den enkelte gruppe. Der opstod en atmosfære, hvor alle talte med om alt, hvor man kommenterede rapporterne, og hvor man følte sig hjemme blandt ligeværdige, uanset hvor forskellige vi var.
Det lidt formelle organisationsdiagram blev lagt på overheadprojektoren ved hvert møde, og derved blev helheden i projektet stadig fastholdt.
Gruppeopdelingen, de månedlige møder og den løbende anvendelse af organisationsdiagrammet bidrog væsentligt til kvaliteten af arbejdet.

Dokumentation

Valget af en løbende dokumentation i form af fotos, video og rapporter til medlemsmappen har vist sig at være rigtig. Det var ikke blot en båd vi byggede, det var en viden, vi fremskaffede blandt andet i form af båden. Medlemsmappen kom til at indeholde alle færdige konklusioner og valg, ofte i skitseform.
Kontakten til museer og læreanstalter, som den var blevet etableret, var gunstig. Vor fremgangsmåde med at tilsende hvert medlem af vort “videnskabelige netværk” en medlemsmappe, og dernæst løbende at tilsende dem vore rapporter, gjorde det mere legitimt at forstyrre den enkelte museumsmedarbejder, når vi kom i tvivl om løsninger.

Økonomi

Økonomistyringen af projekt og laug fungerer tilfredsstillende. Regnskab og budget er opdelt i to: Byggeregnskabet og laugsregnskabet. Dette sidste finansieres af medlemskontingentet, der har været uændret i alle årene. (100 kr./år). Pengene i laugskassen går til udsendelse af rapporter og til administration. Der søges ikke fonde til dette. Der er udviklet en ånd, der gør, at småbeløb, kørsel, lån af traktor o.l. bliver betalt af det medlem, der har med sagen at gøre. Vore overheadomkostninger har været meget beskedne.
Byggeregnskabet omfatter alt vedrørende bygning af båden og projekter vedrørende indretning af Lindeværftet. Det finansieredes primært af fonde og sekundært af egenindtægter. Opdelingen i et laugs- og et byggeregnskab betød, at vi med god samvittighed kunne informere fonde og besøgende om, at deres bidrag gik ubeskåret til formålet (og ikke til klubaktiviteter).

Konklusion

Der kan konkluderes, at organisationsmetoden fungerede godt og befordrende for formålet. Det fungerede, selv om laugets medlemmer er meget forskellige hvad angår baggrund, personlighed og interesse. Det er meget få, der har meldt sig ud, fordi arbejdsmetoden eller den herskende “bramfri hjertelighed” stødte dem.

Bådens konstruktion

Nye tolkninger

Grundlaget for bådbygningen var primært Rosenbergs beskrivelse af fundet, Johannessens tegninger og erkendelserne fra Nationalmuseets seneste opstilling af båden. Der er imidlertid under arbejdet fremkommet afvigelser eller tilføjelser, der efter megen granskning blev anset for rigtigere.
En væsentlig afvigelse fra Johannessens tolkning er det forøgede spring, vi måtte give båden, for at vore træstammer kunne indeholde rælingsplankerne. Det er næppe heller sandsynligt, at der i jernalderen fandtes lindetræsstammer med en så stor diameter som 1,35 m i 10 meters højde, endsige krumme stammer.
En anden afvigelse var anvendelsen af spændtovet. Vi har ikke bevist, at det var nødvendigt, men intuitivt føler vi, at det styrker båden betragteligt og modvirker kølsprængning.
Landingen af side- og rælingsplankerne uden på stævnstykkerne i stedet for indvendig, som Johannessen havde foreslået, fungerede godt og uproblematisk. Anvendelsen af “vanter”, der holdt tofterne nede, var en nødvendig foranstaltning.
Valg af bast som surringsmateriale i stedet for birkerødder er ikke nødvendigvis det rigtige valg. Vi kan blot sige, at bastsnorene har været tilstrækkeligt stærke. Ikke én er sprunget eller blevet løs i bindingen under de fire års sejladser.
Tætningsmaterialet, uldsnore mættet med oksetælle og linolie, har fungeret nogenlunde. Vi tror nu nok, at harpiks ville have givet en mere skridsikker samling.

Vurdering

Hjortspringbåden er meget raffineret i alle sine detaljer. Eksempelvis viser optimeringen af styrke/vægtforholdet, at båden må have været én i en række af stadigt mere elegante konstruktioner, hvor viden må være gået i arv fra mand til mand. Den må være bygget på et værft af professionelle bådebyggere. Det er altså ikke en “do-it-yourself” båd.
Der er ikke fundet nogen praktisk anvendelse af hornene, så her må konkluderes, at disse er at betragte som udsmykninger, der måske bærer fortidens konstruktioner i sig. Heller ikke Roskilde Domkirkes spir har nogen egentlig funktion. Over længere strækninger og i moderat sø kan båden sejles med en fart på 4,5 knob, Dens aktionsradius vil i stille vejr have været op mod 40-50 sømil pr. dag. Over en kort strækning kan båden nå en fart på 8 knob.
Hjortspringbåden har en stor lastduelighed. Med sin egenvægt på 500 kg kan den transportere en last på 1.000 kg ud over mandskabet, altså en total last, der er fem gange sin egen vægt. Den betegnes som en krigskano, men den kan lige så vel kaldes en armeret kystbåd, der med en kraftig maskine (20 padlere) kunne transportere ét ton last over store afstande med en acceptabel fart.
Båden er meget manøvredygtig. En drejningsdiameter i fart på 30-40 m er glimrende for en så lang båd. Bremselængden ved kraftig skodning er mindre end en bådlængde.
Retningsstabiliteten er ringe, så en styreåre er nødvendig.
Stabiliteten er ringe. Det føles især, når båden bordes. Under sejlads føles ustabiliteten ikke, så ballast har næppe været anvendt.
Der er ingen antydning af, at båden har båret mast og sejl. Den almindelige opfattelse blandt arkæologer er da også, at sejl først kom til Norden i 5-600-tallet e.Kr.
Med vinden agtenind kunne man nu have lyst til at sætte en kappe op mellem et par spydstager.

Kun få helleristninger har antydning af master. Her viser vi et par fra Horsahallen i Möckleryd ved Torhamn, det sydøstlige hjørne af Blekinge.
De krumme køl- og rælingslinier viser, at ristningen er fra yngste bronzealder eller fra tidlig jernalder.

Helleristning fra det sydøstlige hjørne af Blekinge.
Foto: Nils Sandberg, Mölletorp, Lyckeby, Sverige

Helleristning fra det sydøstlige hjørne af Blekinge.
Foto: Nils Sandberg, Mölletorp, Lyckeby, Sverige

Bådbygningen

Værktøj

Lindetræ er et nemt materiale at arbejde i, et træskæremateriale, som blandt andet anvendes til altertavler. Skærevinklen af økserne og stålene blev efter forsøg valgt at være så lav som 25 grader.
Bredbiler blev meget lidt anvendt, da skæreretningen hovedsagelig var på tværs af årene. Her fungerede “Mästermyr” tværøkserne glimrende, også når der skulle hugges krumme planker. Imidlertid blev det såkaldte “Hjortspringjern” det foretrukne værktøj. Det blev skæftet som stemmejern i stedet for som tværøkse. Valget af skæftning som stemmejern frem for som tværøkse havde sikket at gøre med vor begrænsede kunnen. Der er næppe nogen tvivl om, at havde vi behersket huggeteknikken, ville produktionen af plankerne været gået noget hurtigere.
Efterspørgslen efter værktøj satte gang i smedegruppen, der hurtigt tiltrak adskillige interesserede medlemmer.
Slåning af lindebastsnorene fulgte “moderne“ metoder. Der blev nu også fremstillet bastsnore udelukkende i hånden. Resultatet af denne produktion blev hverken værre eller bedre end ved den “maskinelle” fremgangsmåde.
Ved syning af plankesamlingerne, eller rettere sagt ved stramning af dem, anvendte vi i begyndelsen en kopi af det S-formede træværktøj, der var en del af fundet. Det fungerede udmærket og må altså betragtes som et redskab, der hørte til bådens udrustning.

Træning

Der gik to år fra det tidspunkt, vi havde skaffet os et sted at bygge båden og til de store lindestammer ankom. Det var på sin vis heldigt, idet vi derfor næsten blev tvunget til at foretage et forberedende arbejde. Vi lærte at håndtere jernalderens værktøj, vi fik lindetræs egenskaber ind i blodet, og vi studerede og valgte udformningen af konstruktionsdetaljerne.
Samtidigt opdeltes byggemandskabet umærkeligt efter evner og interesser i forskellige arbejdsopgaver såsom grovhugning, finbearbejdning, værktøjsslibning og oprydning. Dette sidste var ikke mindst vigtigt, idet et ordentligt, ryddet værksted umiddelbart gav en højere kvalitet og større personlig sikkerhed. Efter at have haft tre øksehug i benene, skrev vi en sikkerhedsvejledning, og siden undgik vi stort set uheld.
Fremstilling af kopier af fundets trædele, såsom skjolde og drejede dåser som øvelsesemner gav et løft til den gruppe, der håndterede den historiske del af projektet.
Produktion af de to prøvestykker overbeviste os selv og vore omgivelser om, at det var et realistisk projekt vi havde i gang, samtidigt med at konstruktionsgruppen fik løst flere uafklarede spørgsmål vedrørende montagen.

Selve bådbygningen

Selv om vi gennem øvelserne havde fået godt fat i bådens mange detaljer, dukkede der under selve bådbygningen flere nye problemer op. En væsentlig vanskelighed lå i træstammernes kvalitet. De løse kerner i stammerne med efterfølgende limning udgjorde et stort ekstraarbejde. En udspænding af bundplanken ved hjælp af ild var en sandsynlig metode i oldtiden. Vi turde bare ikke.
Opspændingen af kølen og siden stævne og planker udgjorde en særlig vigtig opgave, der lykkedes godt. Båden lå fuldstændig lige i vandet.
Vores logbog viser, at vi anvendte 10.000 mandtimer til bådens bygning. 2.000 af disse timer har været brugt til kaffepauser, hvor emnet for diskussionen oftest var små detailproblemer. Også under selve arbejdet blev der brugt megen tid til at tale om udformningen. Vi skønner, at i alt 3.000 timer blev brugt, fordi vi aldrig havde bygget en sådan båd før, i modsætning af vore forgængere.
Limningen, eller rettere sagt især forberedelsen af den, slugte vel yderligere 1.000 timer.
Et andet forhold, der slugte megen tid, var det, at vi skulle bygge en tro kopi af den fundne båd. Vore forgængere har sikkert tilpasset deres båd til en vis grad efter de træer, de nu havde til rådighed.
Skulle vi have bygget en ny båd lige efter søsætningen af Tilia ud af tilstrækkeligt store og sunde træer, ville tidsforbruget nok have været omkring 5.000 mandtimer.
Vi skønner, at vore forgængere, der, som vi hævder, arbejdede på et skibsværft, havde brugt 3-4.000 mandtimer. Det svarer vel til ti mand i et par måneder. Det største problem må nok have været transporten af stammerne hen til skibsværftet.
Båden var overbevisende elegant bygget. Man havde kælet for hver detalje. Professionelle har de været, datidens bådebyggere.

Hvad skete der?

Historiegruppen havde som sit mål at besvare spørgsmålene:

• Hvor kom de fra?
• Hvem var de?
• Hvorfor kom de?
• Hvem mødte de?
• Hvad skete der?

Et ambitiøst mål var det, og spørgsmålene blev heller ikke overbevisende besvaret. Tolkningen af de forskellige funddele og bådens sejlegenskaber peger i vidt forskellige retninger.
Båden kan være kommet langvejs fra. Den er skandinavisk i sin konstruktion. Sværdene er af østgermansk tilsnit. De drejede trædåser og ringbrynjerne peger mod den keltiske kultur. Spydnitternes facon peger mod den svenske østkyst. Krukken peger mod Jasdorfkulturen ved Hannover. Skjoldene har en keltisk form, men kan være en udbredt mode også i Skandinavien.
De mange retninger, som fundets dele peger på, kunne vel understrege, at der har været en udbredt samhandel og udveksling af varer og gaver i det nordeuropæiske område. Hvis dette udsagn er korrekt, kan kun nogle få karakteristiske dele af fundet anvendes som “Leitmotiv”, nemlig båden, de drejede dåser og ringbrynjerne. Jernvåbnene kan være kommet fra det keltiske område eller fra den tysk/polske østersøkyst. Man nåede frem til, at den afgørende forudsætning for en troværdig besvarelse af spørgsmålet: “Hvad skete der?” er kendskabet til befolkningstætheden på Als i Keltisk (Før Romersk) Jernalder.
Går man ud fra, at der har boet adskillige tusinde mennesker på Als den gang, og at der var en samfundsmæssig struktur med høvding og hird, kan man støtte den hypotese, at der har været tale om et egentligt slag mellem det etablerede, alsiske samfund og en hær, der invaderede Als i adskillige både. (Kaul, Fl., Randsborg, K., Rieck, Fl.).
Hvad enten vi går ud fra, at der boede 3-4.000 eller kun 3-400 mennesker på Als dengang, er en anden hypotese også mulig:
En gruppe handelsmænd eller udsendinge fra det keltiske område i Sydtyskland var i deres flodbåd sejlet ned ad Oder til Østersøens kyst. Her chartrede de en kystbåd af nordisk oprindelse med mandskab. Formålet var at begive sig nordpå langs Jyllands østkyst for at introducere den nyeste våbenteknologi, sælge disse våben eller bruge dem som gaver for at etablere tilhørsforhold. De drejede skåle og dåser har været vareprøver.
Undervejs har de måttet lægge ind til den alsiske kyst for natten eller på grund af dårligt vejr. Båden kan have været sprunget læk. De indfødte, Alsingerne, har opdaget deres lejrbål på stranden, har overfaldet dem med deres langbuer og aflivet dem. De, Alsingerne, ønskede naturligvis ikke, at naboer i Jylland skulle opruste.
Traditionen tro måtte våben og udstyr skænkes til guderne ved nedsænkning i den hellige sø.
Måske har en Hjortspringbåd med andre keltiske varer som f.eks. Gundestrupkarret på et andet tidspunkt med held passeret Alssund og Alsfjord.
Også Dejgbjergvognene kunne i adskilt tilstand have været en last ombord på en Hjortspringbåd.
Sejle var nu engang den nemmeste transportmetode.

Fantasien er uden grænser, andre end de, der stammer fra konkret viden.

Kilder

• Hvad Haanden former er Aandens Spor.