Den længste planke i båden var bundplanken, der i et stykke fra for til agter var 15,4 m. I begge ender afsluttedes den med den mandlige del af en not-og-fer samling til brug for fastgørelsen af kølhornet. Derudover bar bundplankens ender en fals, der styrede stævnstykkerne.

Tegning af bundplankens endedannelse.
AutoCad tegning: Hans Lumbye-Hansen.

Disse detaljer var ikke umiddelbart forståelige fra Johannessens tegning. Derfor fremstillede man en model i styropor i 1:1 af bundplankens ende og af stævnen. Ved at betragte denne model kunne man vælge den mest sandsynlige udformning af samlingen. Et væsentligt formål var at få defineret de tværgående profiler på bordene. Disse profiler skulle bruges til fremstilling af en række lærer, der skulle anvendes til styring af udhugningen af bordene.

Tallene refererer til spantsystemerne, idet der er 1 m mellem spanterne og spant nr. 1 er det agterste spant. A er 1 m agten for spant 1 og F er 1 m foran for spant 10. Man ser, at der er en let afvigelse i formen af båden mellem for og agter.

Bundplankens profiler.
AutoCad tegning: Hans Lumbye-Hansen.

Spantmodel i 1:10.
Model: H. Lumbye-Hansen.
Foto: Ib Stolberg-Rohr.

For at studere kantfaconerne af side- og rælingsplankerne i plan tilstand blev der fremstillet en spantmodel i skala 1:10, hvor spantpladerne, der var udsavet efter computertegninger, var limet på en bjælke.
På spantpladerne blev bundplankens kanter afsat. Efter at have fremstillet modeller af plankerne i tyndt træ, kunne disse holdes ind mod spantpladerne. Man så, at sideplanken var ret på sin nederste kant. Dens øverste kant skulle have en konveks bue med en pilhøjde på 20 cm.
Rælingsplankens nederste kant skulle følgelig have en tilsvarende bue, dog konkav.
Dens øverste kant, altså rælingen, skulle beskrive en bue med en pilhøjde på 35 cm i udfoldet tilstand, altså før montagen, for at opnå det relativt svage spring, som Johannessens båd havde.

Skitse af udfoldet rælingsplanke.
Tegning: K.V. Valbjørn.

Mekanismen kan forstås som følger. Når planken, der er fæstnet midtskibs, bøjes indefter, vil en ret ræling beskrive en ret linie vinkelret på plankens plan og lande højt oppe på stævnen. Et så ringe spring, som angivet af Johannessen, ville altså kræve en stærk krumning af rælingen i udfoldet tilstand. Konstruktionsgruppen mente, at det var usandsynligt, at trægruppen, endsige vore forgængere, kunne skaffe et træ af sådanne dimensioner (eller med en sådan krumning), at en rælingsplanke med en konveks krumning af rælingen på 35 cm og en konkav krumning af underkanten på 20 cm, kunne indeholdes deri.
Man forberedte sig følgelig på kun at lade rælingen krumme 12 cm, hvilket ville give skibet et spring, der var godt 20 cm større end angivet af Johannessen.

Indvirkning af rælingskrumning på springet.
Tegning: K.V. Valbjørn.

Når vi har beskæftiget os så meget med dette spring, hænger det sammen med, at springet er afgørende for bådens sejlegenskaber, indirekte i hvert fald, idet et stort spring trækker køllinjen med op, så båden får en mere krum køllinje.

Endelig blev planketykkelsen og klampernes dimensioner valgt.

Medens konstruktionsgruppen studerede bådens form, havde et medlem af byggegruppen fremstillet en model af båden i skala 1:10. Denne model understregede også problematikken med springet som funktion af rælingens krumning.

Planke- og klampedimensioner.
Tegning: K.V. Valbjørn.

Computerdata diskuteres (O. Møller-Olsen og H. Lumbye-Hansen).
Foto: H.P. Rasmussen.