Spantsystemer
Båden er forsynet med ti spantsystemer med en indbyrdes afstand på en meter. Hvert spantsystem indeholder en tofte med to sæder til padlere. Sæderne er udskåret som en del af toften. Sæderne er ens hvad angår form og dimensioner i tofte 2-10, medens tofte 1 (den agterste) er udskåret som en del af løftingens forreste karm. Sæderne danner en bue, hældende let mod rælingen, således at den enkelte padlers krop skråner udad. Tofterne er fremstillet af lind.
Selve toftens midterste stykke er formet som en lodret stående ellipse, en facon, der giver stor styrke for en lav vægt. Som omtalt valgte vi at lade tofterne hvile på den næstøverste klampe, og lade den øverste bueformede klampe forhindre toften i at bevæge sig frem eller tilbage.
Det samlede spantsystem og dets montering til plankernes klamper.
Tegning: K.V. Valbjørn.
Tofternes sæder er gennemborede af svøbet, en 30 mm hasselkæp, der er surret til plankernes klamper over hele bådtværsnittets periferi. Tofterne er understøttet af lodrette, flade søjler (sneller) i ask, der er indfældet i toften, løber gennem en udskæring i dæksbjælken og lader sig gennembore af svøbet for neden.
Tegningen angiver de væsentlige dimensioner.
Selve svøbet er svagt og forstærker i sig selv ikke plankerne. Der, hvor enderne af toften, søjlen og dæksplanken hviler på svøbet, kan dette imidlertid overføre kræfter fra disse elementer til de to klamper på hver sin side af elementets ende og derigennem til planken.
Elementerne i spantsystemerne er ikke fastgjort til hinanden eller til svøbet, og spantsystemet føles løst, indtil svøbet var blevet surret til alle plankernes klamper.
På tegningen er angivet nogle hypoteser. Først og fremmest er det firkantede hul tværs gennem toften lige under sædet tolket som anker for et vant, der holder toften nede. Uden dette havde toften en tendens til at smutte op. Hullet blev også valgt til fastgørelse for en tværgående snor, der kunne bære stager, spyd og lignende for at undgå, at disse kom ned i det uundgåelige bundvand.
Bundbrædder eller dæk
Fundet indeholdt 85 brædder, der er her er tolket som bundbrædder.
Rosenberg: Hjortspringfundet.
I fundet fandtes ca. 85 brædder af lindetræ med en længde på 110-120 cm, en bredde på 6-10 cm og en tykkelse på 1,5-2 cm. De var tilspidsede i enderne over en længde på 10-20 cm. Rosenberg foreslog, at de skulle anvendes som bundbrædder, der skulle stikkes ind under svøbene og beskytte syningerne mod at blive trådt på.
Vi foreslog en anden anvendelse af brædderne. Der var brug for et plant, stabilt areal, hvor padlerne kunne støtte fødderne under sejladsen og padlingen. Vi anbragte følgelig brædderne oven på dæksbjælkerne uden for søjlerne, hvor vi surrede dem fast. De dannede således et ringdæk, der skulle vise sig anvendeligt til formålet. Resten af brædderne surredes ligeledes fast til dæksbjælkerne inden for søjlerne og dannede der et dæk, hvor mandskabet kunne placere deres private gods, og derved holde dette fra bundvandet.
Ideen med at dække syningerne med brædderne afvistes, idet vi hellere ville træde med bare fødder eller med bløde mokkasiner på syningerne end at træde på trælister, der derved ville gnave på syningerne.
Disse hypoteser skulle sandsynliggøres eller afvises under prøvesejladserne.
- Den aktuelle udlægning af sådanne brædder kan ses i artiklen om dæk.
Løftingen
Fra spant 1 (det agterste) og agten ud over en længde på 120 cm var af Rosenberg og Johannessen anbragt en svær, trapezformet træplade i to dele. Den var blevet placeret som et lille halvdæk næsten i rælingens plan og kaldes en løfting. Forskellige træstykker med dekorationer blev tolket at være stykker af karme, der afsluttede løftingen fortil og agten. Den forreste karm indeholdt sæder til padlerne ved spant 1. Ud fra Johannesens tegning og den seneste tolkning ved opstillingen af Hjortspringbåden på Nationalmuseet i 1988 fremstillede og monterede vi løftingsarrangementet.
Som en del af det agterste spant, var der anbragt en løfting.
Den havde elegante sildebensmønstre indskåret i sine karme.
Foto: H.P. Rasmussen.
En række huller i den forreste karm langs underkanten blev anvendt til et netværk af snore, der kunne bære for eksempel reservesysnore.
Foto: H.P. Rasmussen.