Rorplacering

Vi havde allerede før Gudenå-turen henvendt os til Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskning (NMF) for at høre, om man derfra kunne hjælpe os med et mere kraftfuldt mandskab. I september 1999 ankom Max Vinner, leder af Vikingemuseets kursuscenter i Roskilde, sammen med 8 unge elever fra kursuscentret og 4 ansatte fra museets kursus- og skoletjeneste, alle vant til at ro i vikingeskibe. Vi måtte så supplere med nogle af vore mest vitale medlemmer.
Fra starten af forsøgsserien blev erkendt, at mandskabet stadig ikke havde den rutine i padling, som man måtte have forventet, at vore forgængere havde haft. Formålet med forsøgene blev at skitsere de foreliggende muligheder, få løst nogle praktiske problemer med håndtering og manøvrering af båden og derudfra skitsere en testplan for de kommende år med et professionelt mandskab af padlere.

Det blev tre meget spændende dage, hvor vi lærte meget om bådens muligheder.
En væsentlig erkendelse var, at Tilia var meget ustabil, retningsmæssigt. Dette gjorde det meget vanskeligt at styre båden med den placering, vi havde givet styreåren. Fundet af den originale Hjortspringbåd havde desværre ingen angivelse af, hvor og hvordan styreåren skulle fastgøres.
Med det formål at forlænge vandlinien og dermed gøre båden mere retningsstabil, blev der i alle forsøgene sejlet med en midtskibs ballast af sandsække med en samlet vægt på 600 kg. Styreevnen blev imidlertid ikke forbedret føleligt med den angivne ballast.
Der blev afholdt forsøg med to styreårer, en i styrbords og en i bagbords side. Heller ikke dette gav nogen væsentlig forbedring.

Den første placering af styreåren, surret til det agterste spant.
Der vises her et forsøg med styreåre i begge sider.
Styringen fungerede dårligt, både med en og to styreåre.
Foto: H.P. Rasmussen.

Den nye styreårefastgørelse, hvor styreåren er surret til kølhornets rod.
Den står næsten lodret i vandet og vrides ved hjælp af en "rorpind".
Denne position modsvarer skibsbilleder i helleristninger fra den yngste bronzealder.
Foto: H.P. Rasmussen.

Denne nye position gav overbevisende gode styreegenskaber. Noget afhængig af vindhastighed og vindretning kunne båden med god fart drejes 180 grader på et minut med en drejediameter på 35-40 m. Da man i fundet af båden havde identificeret to styreårer, en i hver ende af båden, gennemførtes forsøg med styring med to styreårer, den første fastgjort til stævnens horn og den anden til agterstævnens horn. Begge styreårer var anbragt næsten lodret. Med disse to var styringen overvældende god.
Selv i blæst (6-8 m/s) kunne båden drejes 180 grader på ½ minut med en drejediameter på 30 m. I stille vejr opnåede vi en drejediameter på 20 m, stadig på ½ minut.
Selv styring, hvor alene stævnåren var i brug, kunne anvendes med udmærket resultat. En sejlads ind igennem indsejlingen til Mjels Vig, et noget kroget og snævert løb, lykkedes fint med stævnåren alene. Der var kort sagt ingen nævneværdig forskel mellem anvendelse af stævnåren og agteråren, hvad angår styringen.
Drejninger ved hjælp af padlerne alene uden brug af styreårerne, altså ved skodning i den ene side og padling i den anden, standsede båden, hvorefter den drejede om sin egen lodrette midterakse.

Hastighed

Båden kunne accelereres fra nul til 5 knob på ca. ½ minut. Til nedbremsning fra 5 knob til nul anvendtes kun 5 sekunder over trekvart bådlængde, når mandskabet skoddede kraftigt.
De lange horn gav vanskeligheder ved tillægning til kaj, hvorfor en sidelæns bevægelse viste sig nødvendig. Dette foregik ved, at man trak padlerne på tværs mod fribordet på den ene side af båden og skubbede dem væk fra fribordet på den anden side.
Der blev foretaget en række hastighedsforsøg på en bane på 1.160 m (eller 0,63 sømil). Alle forsøgene blev foretaget med flyvende start og med 16 padlere i aktion. Vinden havde en hastighed på 4-5 m/s og en retning under 45 grader i forhold til banen. Alle disse forsøg blev foretaget med 600 kg ballast, således at Tilias totale deplacement (vægt) var 3.000 kg. Vi angiver nogle typiske resultater her: